Ordblind iværksætterhelt gør det igen

Serieiværksætter Michael Mortensen har solgt 60 procent af Casa, der opfører ejendomme og byggeri, til en kapitalfond. Han grundlagde sin første virksomhed, da han var 14 år gammel. 30 år senere kan han kalde sig milliardær.

Serieiværksætter Michael Mortensen har solgt 60 procent af Casa, der opfører ejendomme og byggeri, til en kapitalfond. Han grundlagde sin første virksomhed, da han var 14 år gammel. 30 år senere kan han kalde sig milliardær. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Michael Mortensen er beviset på, at succes ikke nødvendigvis kræver et højt karaktersnit, flotte akademiske titler eller prestigefyldte internationale lederuddannelser.

Han har netop solgt 60 procent af udviklings- og entreprenørselskabet Casa til kapitalfonden CataCap. Parterne har valgt ikke at offentliggøre prisen, men det er CataCaps største enkeltinvestering som kapitalfond.

CataCap bliver medejer af et entreprenørselskab som sidste år omsatte for 1,1 milliarder kroner med et overskud før skat på 86 millioner kroner. I 2015 blev Michael Mortensen og virksomheden kåret til Entrepreneur of the Year.

Michael Mortensen forsætter i selskabet sammen med de to øvrige stiftere, Per Hansen og Peter Rosengreen. De tre vil udgøre den øverste daglige ledelse, ligesom de vil fortsætte som minoritetsaktionærer.

Modellen er ikke ukendt for serieiværksætter Michael Mortensen. Han første større virksomhedshandel blev gennemført i 2008, hvor han solgte en større andel af HusCompagniet til kapitalfonden Axcel. I 2011 blev selskabet solgt videre til den norske kapitalfond FSN Capital, hvor Michael Mortensen samtidig forlod selskabet.

I stedet stiftede han Casa, som siden 2012 har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 55 procent.

»Vi er vokset rigtig meget og rigtig hurtigt de seneste par år og er i øjeblikket primært begrænsede af at kunne skalere CASA hurtigt nok op til at håndtere antallet af opgaver. Derfor er vi glade for at have fundet en partner, der kan hjælpe os med at videreudvikle forretningen, så vi fortsat kan vokse og levere kvalitetsprojekter til kunder og investorer,« siger Michael Mortensen.

Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap, siger, at Casa har en unik forretningsmodel, hvor de fungerer som byggestyrer og totalentreprenør, mens byggeriet er fuldt outsourcet. Det betyder, at de løbende kan tilpasse sig markedet, fordi de hurtigt kan skalere op og ned:

»Casa skiller sig desuden ud ved, at de selv udvikler byggeprojekter over hele landet sammen med investorer fra ind- og udland,« siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap.

Michael Mortensen har tidligere forklaret, at han er god til at sætte sig ind i kundens behov og arbejde med et projekt uden at have en kontrakt:

»Når vi så har hjulpet vores kunde med fremdrift i opgaverne, har vi for det meste en kunde, der vil lægge opgaven hos os – og en loyal kunde i fremtiden. Giv noget, og langt de fleste vil give noget igen. Sådan finder vi vores kunder.«

Michael Mortensen er på ingen måder en klassisk direktør. Han er ordblind, og derfor havde det fagligt svært i skolen, men han kunne til gengæld bygge. Som 13 årige begyndte han at arbejde i sin fars tømrersfirma, som 14 årig grundlagde han sin første virksomhed, og da han var 15 år tjente han mere end sin folkeskolelærer.

Michael Mortensen strøg i 2015 ind på plads nummer 76 på Berlingske Business’ liste over Danmarks 100 rigeste. Han er ifølge listen god for 1,3 milliarder kroner, og mon ikke salget af aktiemajoriteten af Casa vil føre til en betragtelig forøgelse af hans formue.