Oracle fik EUs ja til Sun

Grønt lys for stor IT-overtagelse efter måneders ventetid.

Oracle-stifter og -topchef Larry Ellison fik endelig EUs accept af købet af konkurrenten Sun. Foto: Ezra Shaw, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter måneders tovtrækkeri godkendte EU-Kommissionen torsdag det amerikanske softwarefirma Oracles køb af konkurrenten Sun Microsystems.

Oracle, som er verdens næststørste producent af software til virksomheder og er bedst kendt for sin database af samme navn, fik allerede i august sidste år grønt lys fra det amerikanske justitsministerium til at overtage Sun. Sun har udviklet Java-softwaren, der bruges på mobiltelefoner og Internet.

Fyringsrunde i ventetiden

EU var især bekymret for, at den vidt udbredte MySQL-database, som Sun ejer, var med i handelen. Siden september har EU undersøgt handelen, og Oracle har flere gange beklaget sig over langsommeligheden, som betyder, at Sun har måttet ud i en større fyringsrunde, fordi der ikke kunne tilføres virksomheden penge.

»Jeg er nu tilfreds med, at konkurrence og fornyelse bevares på alle de berørte markeder. Oracles køb af Sun rummer muligheden for at genoplive vigtige aktiver og skabe nye og innovative produkter,« siger EUs afgående konkurrencekommissær, hollænderen Neelie Kroes.

Kampagne mod købet fortsætter

Manden, der opfandt MySQL-databasen, Michael Widenius, har sat en kampagne i gang for at få myndighederne til at stoppe handelen. Hans fokus vil nu ligge på Rusland og Kina, hvis myndigheder endnu ikke har sagt god for købet.

Oracles topchef og medstifter, milliardæren Larry Ellison, vil 27. januar i hovedkontoret i Redwood Shores fremlægge den fremtidige strategi for Oracle og Sun.

Oracle købte Sun for næsen af IBM, der i længere tid havde forhandlet om en overtagelse.