Det går godt i Tivoli.

Faktisk går det så godt, at forlystelseshaven i centrum af København opjusterer deres forventninger til regnskabsåret 2023, skriver TV 2 Kosmopol.

Tivolis seneste udmeldte forventninger for 2023 var en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et overskud før skat på 100 millioner kroner. Efter afslutningen på 2023 forventer forlystelseshaven nu ti millioner kroner mere i omsætning.

»Det er første gang i Tivolis historie, at omsætningen runder 1,2 milliarder kroner. At Tivolis forretning står så stærkt, muliggør omfattende, strategiske investeringer i både Haven og anlæg og i Tivolis omfattende kulturudbud i de kommende år,« udtaler direktør Susanne Mørck Koch i en pressemeddelelse.

Flere turister trods et fald i besøgende fra Sverige

I pressemeddelelsen fremgår det også, at Tivoli nåede godt fire millioner besøgende i 2023, hvilket var mere, end man først havde forventet.

Det er, på trods af at vi i Danmark lige har gennemlevet det vådeste år siden 1874, og at besøgende fra Sverige, hvilket Tivoli selv kalder »det næstvigtigste marked«, faldt med 30 procent.

Omvendt oplyser Tivoli, at de generelt har set en stor stigning i gæster fra USA, Tyskland og England, der gerne vil besøge verdens næstældste af sin slags.

»Generelt ser vi, at turismen er tilbage på niveauet fra før coronaperioden. Vi har set en vækst i turister på fem procent fra 2022 til 2023,« skriver Tivoli i en mail til Berlingske.

Tivoli fyldte 180 år i august. I juli fejrede de danske Tour de France-ryttere og Jonas Vingegaards anden sejr i verdens mest prestigefyldte cykelløb.

Tivoli offentliggør årsrapporten for 2023 15. marts.