Opsagte ansatte vinder over Facebook i retten

Fire af de fyrede ansatte på det lukkede Facebook-kontor i Norge får en ekstra månedsløn efter at have sagsøgt deres snart tidligere arbejdsgiver.

Facebook-topchef og -stifter Mark Zuckerberg påtog sig i november ansvaret for, at koncernen skulle ud i en kæmpe fyringsrunde, hvor 11.000 blev sagt op. Nu har fire ansatte i Norge fået rettens ord for, at opsigelserne ikke blev gennemført korrekt. Nick Wass/AP/Ritzau Scanpix

Fire ansatte, der blev fyret, da Facebook for nylig valgte at lukke sit kontor i Norge helt som led i en stor sparerunde, har vundet over selskabet, som de trak i retten.

De fire mistede deres job, da Facebook op til jul lukkede salgskontoret i Norge med ti ansatte. Fyringerne faldt, fordi den børsnoterede, amerikanske koncern bag det sociale medie samt billedtjenesten Instagram og kommunikationstjenesten WhatsApp gennemførte en kæmpe sparerunde, hvor i alt 11.000 af de 87.000 ansatte på verdensplan skulle siges op.