Opkøbt Mærsk-rival gik fra plus til minus i første halvår

Foto: FOCKE STRANGMANN. Det Hongkong-baserede containerrederi OOCL, der netop er blevet opkøbt af den kinesiske Cosco-koncern, havde underskud i sit sidste halvår som selvstændigt selskab.
Læs mere
Fold sammen

Det Hongkong-baserede containerrederi OOCL, der netop er blevet opkøbt af den kinesiske Cosco-koncern, havde underskud i sit sidste halvår som selvstændigt selskab.

Det viser et regnskab fra rederiets børsnoterede moderselskab, OOIL, mandag morgen.

OOIL's omsætning steg ellers 10 pct. til 3,1 mia. dollar, men drifts- og administrationsudgifterne voksede i højere tempo, så driftsresultatet i selskabet blev halveret til 50,5 mio. dollar. fra 106,9 mio. dollar i første halvår af 2017.

Efter de finansielle poster og skat var der et samlet underskud på 45,7 mio. dollar i OOIL i halvåret mod et plus på 53,1 mio. dollar på samme post for et år siden.

- På baggrund af en sund global økonomi oplevede branchen god vækst i fragtmængderne og drog fordel af moderate forbedringer i fragtraterne på mange handelsruter. Således fortsatte den langsomme, men sikre forbedring, der begyndte i slutningen af 2016, med at opmuntre sektoren, skriver OOIL i regnskabet, men fortsætter:

- De finansielle resultater for denne periode afspejler dog ikke kun den positive væksthistorie, men også nogle af de væsentlige udfordringer, vi står over for.

OOIL nævner blandt andet fortsat vækst i kapaciteten af skibe, en større ubalance i fragtmængdernes geografiske spredning, samt stigende omkostninger, herunder især olieprisen. OOIL brugte 383 dollar per ton brændstof i første halvår - 25 pct. mere end for et år siden.

Ud over rederiet OOCL, som var det tiendestørste i verden inden opkøbet, driver OOIL også containerhavne i Long Beach i Californien og Kaohsiung i Taiwan.

/ritzau/FINANS