Ophavsmanden til kunstig intelligens skræmt fra vid og sans – dropper job hos Google

Manden, der banede vejen for kunstig intelligens, er skræmt over, hvad han ser nu – og endnu mere skræmt over farerne i fremtiden.

Han betragtes bredt som ophavsmanden til kunstig intelligens. Nu har han forladt sit job hos Google og advarer om de voksende farer for, hvad det hele kan udvikle sig til.

Den 75-årige britisk-canadier Geoffrey Hinton fortalte om sin opsigelse hos internetgiganten til The New York Times og sagde, at han beklager sit arbejde. Nu siger han til britiske BBC, at han finder nogle af farerne ved de nye chatbotter »virkelig skræmmende«.