Opels maratonchef kan omsider se målstregen

Opels topchef Karl-Thomas Neumann har løst den tilsyneladende umulige opgave at få den tyske bilproducent til at give overskud. Det er en imageforvandling af format.

Opel-topchef Karl-Thomas Neumann ved præsentationen tidligere i år af kultsportsvognen Opel GT i relanceret udgave. Foto: Ulli Deck/dpa Fold sammen
Læs mere

En futuristisk bygning. En skarpklædt mand i mørkt jakkesæt. En tempelagtig port åbner. Vi ser hans ansigt. Højre øje lyser rødt.

Men nej, dette er ikke et klip fra en ny »Matrix«-film. »Sehen Sie Opel mit neuen Augen,« siger den skarpklædte herre, der viser sig at være den tyske bilproducents topchef, Karl-Thomas Neumann. I venstre øje et lunt glimt.

»Se Opel med nye øjne« lyder sloganet i det korte videoklip, som i januar slap ud på Twitter og YouTube. Det var et forvarsel om relanceringen af kultsportsvognen Opel GT i futuristisk udgave, snart 50 år efter den første model.

Det er også Opels genfødsel, der markeres. Både økonomisk efter 17 år ude i mørket, der i år omsider ventes afløst af et millionoverskud. Og i høj grad også bil- og imagemæssigt.

I februar blev Opel Astra valgt til årets bil i Europa. Og med et væld af nye modeller nærmest sprudler Opel atter af stolthed. Det er en brandforvandling af format.

Opel lignede ellers en »mission impossible«, da Karl-Thomas Neumann i 2013 kom til efter en årrække, hvor den tyske bilproducent havde skiftet topchef hvert andet år.

Moderkoncernen GM syntes flere gange tæt på at opgive sit smertensbarn, der ikke har kastet penge af sig siden 1999.

»Vi kæmper de sidste mil«

Men i tysk erhvervspresse ænsede man, at når Karl-Thomas Neumann kom til, var opgaven måske ikke helt umulig. Her var ikke en saneringsmand – dem har Opel haft en del af – men en bilmand med dynamik og karakter præget af favoritsporten maratonløb: Her er viljestyrke og udholdenhed.

Karl-Thomas Neumann trækker gerne over i løbsterminologi, når han skal forklare sig.

»Siden jeg kom hertil, har vi overgået vores mål 11 kvartaler i træk. Jeg har altid sammenlignet det med et maraton: Jo længere du kommer, jo hårdere bliver det. Men vi kan se målet nu. Vi kæmper de sidste mil og kommer over målstregen,« udtalte han i februar til Automotive News Europe.

I de tyske medier omtales han nu som »KTN«, som var han også selv et brand. Det personlige og uprætentiøse islæt plejer han på sociale medier, hvor han ivrigt tweeter – også fra løbeture – og optræder i YouTube-videoer. Her taler han gerne nytænkning som elbiler og førerløse biler.

Vejen til Opel er gået gennem en lang karriere i bilbranchen. Den 55-årige elektroingeniør arbejdede i mange år hos Volkswagen, på nær fem år hos dækproducenten Continental, hvor han blev topchef.

Da han skiftede til Opel, fulgte han en tradition for at hente topchefer hos Volkswagen – han er den tredje i nyere tid. Dengang lå Volkswagen i spurt og overhalede også Opel-moderen GM som verdens største bilproducent.

Nu er det Volkswagen, der døjer med image og »Diesel-gate«, mens Opel børster støvet af sig.