Opbrud i toppen af den danske revisionsverden

To af Danmarks største revisionsfirmaer fusionerer i en branche, som har været hårdt presset af krisen. KPMG melder sig under EYs faner, og sammenlægningen gør dem til landets næststørste revisionsfirma.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Revisionsfirmaet EY rykker til KPMGs domicil på Frederiksberg i bemærkelsesværdig sammenlægning.
Læs mere
Fold sammen
Revisionsselskaberne KPMG og EY (Ernst & Young) står foran en bemærkelsesværdig fusion, men selv om det angiveligt er KPMG, der melder sig under fanerne i EY, ligner EY ikke ligefrem en lækkerbisken for storebroderen KPMG.



KPMGs interesse i EY kan bygge på EYs stærkere internationale netværk, og det kan blandt andet forklares med, at selskabet i foråret blev integreret på nordisk plan og i dag beskæftiger mere end 5.000 medarbejdere i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Men i Danmark har EY været i frit fald. Mens KPMG med en vækst på fem procent er vokset mere end branchens to største - Deloitte og PwC - i seneste regnskabsperiode, har EY tabt massive markedsandele på revisionsdelen.

I løbet af 2013 er hver tredje partner i EY enten blevet fyret eller har forladt revisionsafdelingen, selskabet har tabt markedsandele i Danmark og 86 ansatte er blevet fyret. EY beskæftiger omkring 500 medarbejdere i Danmark.

Samtidig er revisionshuset i Vejle lukket, og revisionsfirmaet har opgivet de mellemstore kunder, mens flere stabsfunktioner er flyttet til det nordiske hovedkontor i forbindelse med integrationen af EY på nordisk plan.

Revisionsbranchen er kendt for at være domineret af store spillere som Deloitte, PwC, KPMG, Beierholm, EY og BDO. De seks selskaber sidder til sammen på 82 procent af markedet fordelt på aktivmasse. Markedets to største spillere er PwC med 27 procent og Deloitte med 23 procent. KPMG er tredjestørst målt på markedsandele.



Mens KPMG har en omsætning på 1,5 milliard kroner, ligger EY på 632 millioner kroner. Driftsresultatet for de to virksomheder ligger på henholdsvis 27 millioner og 22 millioner kroner. Deloitte har en omsætning på 2,3 milliarder kroner, og målt på det tal, bliver det nye revisionsselskab med den forestående sammenlægning branchens næststørste efter Deloitte. PwC lægger sig lige efter på en tredjeplads med en omsætning på 1,8 milliard kroner.

Revisionsbranchen har ligesom andre brancher været ramt af krisen de seneste år, og det er ikke kun EY, som har haft det hårdt. En brancheanalyse af 42 revisionshuse fra Berlingske Business Premium viser, at krisen generelt har påvirket størrelsen af medarbejderstaben i revisionshusene.

Ifølge analysen er udfordringerne for branchen især opstået på grund af tilbagegang i antallet af opgaver, og at kunderne i højere grad er blevet væsentligt mere pris- og kvalitetsbevidste, hvilket har skærpet konkurrencen kraftigt.

Kunderne kræver mere værdi for deres penge, og det har startet en priskrig, som har påvirket indtjeningsmarginen i branchen. For de store virksomheders vedkommende har der været deciderede udbudsrunder, hvilket er atypisk for branchen.



Hvordan sammenlægningen mere detaljeret kommer til at påvirke de to selskaber er endnu usikkert. Jesper Kofoed er i dag i administrerende direktør for KPMG, mens Erik Mamelund står i spidsen for EY Nordic. Hvem der fremover skal styre det nye selskab, er uvist.

Fusionen mellem KPMG og EY skal godkendes af konkurrencestyrelsen og ventes offentliggjort onsdag klokken 13.00.