Tirsdag morgen faldt Tencent-aktien og konkurrerende spiludbydere med mere end 10 procent. Faldet var en reaktion på, at en statsejet kinesisk avis i en artikel kritiserede onlinespil for at være »opium for sindet«.
Investorer frygter, at det kan være et forvarsel om, at de populære onlinespil kan blive omfattet af statslig regulering.
Aktiekursfaldene var medvirkende til, at Hong Kongs Hang Seng-indeks i morgentimerne faldt 2,4 procent.
Det var en featureartikel i den statsejede avis Economic Information Daily, der satte fokus på, at overdreven onlinespil kan have negativ effekt på børn. I artiklen var der også eksperter, der efterlyste en strammere regulering af området.

Ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal efterlyser flere kilder i artiklen, at spiludbyderne bliver mere socialt ansvarlige fremfor at jagte højere indtjening.
Forsvandt pludselig
Tirsdag ved middagstid lokal tid forsvandt artiklen imidlertid pludselig fra Economic Information Dailys' hjemmeside og fra dens We Chat-profil.
Ifølge den kinesiske avis China Morning Post, som citerer en anonym myndighedsrepræsentant, skyldes det, at artiklens angreb på spilindustrien ikke udtrykker centralregeringens standpunkt.
»Artiklen er bestemt ikke repræsentativ for den officielle holdning,« lød det ifølge avisens kilde.
Tencent er – målt på omsætning – verdens største udbyder af videospil og står også bag det sociale medie WeChat.