Hvornår sker det? Hvornår ser vi gennembruddet for det markedet, der potentielt kan blive det største marked for al internethandel? Spørgsmålet har lydt som et ekko i en lang årrække i korridorerne blandt netbutikker og danske dagligvarekæder. Dagligvarer på nettet har ladet vente på sig, og antydningen af et enormt marked kan nu fornemmes i horisonten. Det tegner sig stadig kun for fire pct. af den samlede handel på nettet, men meget tyder på, at en bevægelse er i gang. Første hint om et snarligt gennembrud får man i en lagerhal i Rødovre. Her er 150 lagerarbejdere ansat næsten i døgndrift til at fylde blå kasser fra danskernes indkøbslister og sende mælk, æg, kød og meget mere ud til husholdningerne – fra Køge i syd til Hillerød i nord. Vi befinder os på Nemlig.com og Intervares lager. Midt i virvaret af lagermedarbejdere i konstant bevægelse, glas med rødbeder og palleløftere, fortæller direktør og stifter Stefan Plenge om virksomhedens udvikling. »Det går stærkt nu,« konstaterer han. Nemlig.com tog fat på at levere dagligvarer til private i august 2010 og har på lidt over to år udvidet den samlede stab fra 70 til over 250 medarbejdere, og hvis vækstkurven fortsætter året ud, forventer direktøren at nå en omsætning på 500 mio. kr. Onlinesupermarkedet er skabt på fundamentet af Intervare, der siden 2000 har leveret varer til ældre. Stefan Plenge etablerede Intervare som 24-årig, og det er netop den viden, som er blevet opbygget i Intervare gennem snart 13 år, der har gjort Nemlig.com mulig, forklarer stifteren. »Nemlig.com er en ung virksomhed blandet med gammelt blod. Intervare er vores fundament og grunden til, at vi har økonomisk rygrad til at foretage så stor en investering, som Nemlig.com er,« fortæller han. Nemlig.com er nu væsentligt større end Intervare både i omsætning og antallet af ansatte, som er dedikeret til den enkelte virksomhed. Virksomhederne deler alt det bagvedliggende som administration og lager, men det kunderne møder, er forskelligt. Både når det gælder levering og kundeservice.

Knækker koden

Det har været en dyr omgang at køre Nemlig.com i gang på trods af, at eksistensen af Intervare gjorde begyndelsen nemmere. Første regnskabsår (Regnskabet for 2010/11, red.) viste et resultat før skat på minus 14 mio. kr. og vidner om tunge startomkostninger. Forklaringen dukker op, når man spørger Stefan Plenge om, hvorfor han vurderer, at dagligvarer på nettet står over for et gennembrud. Hans svar er, at Nemlig.com har knækket koden. »Hver gang en særlig varegruppe er blevet en salgssucces på nettet, er det fordi, man har fundet ud af at bryde den kode, der skulle til for at sælge netop den vare. Ved tøj sagde alle, at det kunne man ikke sælge på nettet. For folk vil altid prøve tøjet og røre ved det. Det var først i det øjeblik, at netbutikker fandt ud af, at gøre kundernes hjem til et prøverum, at det eksploderede. Nu køber folk forskellige størrelser af samme skjorte, og så har netbutikkerne gjort det ekstremt nemt at sende tøjet retur,« forklarer Stefan Plenge. Den kode, som Stefan Plenge er overbevist om, åbner døren til netbrugernes hjerte inden for dagligvarer, er tidspunktet for levering. »Det handler om, at forbrugerne skal have dagligvarerne, når det passer dem. Ikke når det passer os. Vi kan ikke sige, at vi kommer inden for en tidsperiode på fem timer. Vi skal komme præcis, når de har brug for det,« fortæller Stefan Plenge. Og her er vi tilbage til, hvorfor begyndelsen for Nemlig.com har været en bekostelig affære. For den model kræver en omfattende logistisk, og en enorm volumen af varer for at få økonomi i det. »Vi har vidst det fra begyndelsen. Dagligvarer handler om volumen, og derfor skal man bygge alle systemer efter at håndtere en stor volumen,« siger han.

England viser vejen

Stefan Plenge har skelet til Storbritannien, hvor dagligvarer allerede nu er en stor del af nethandlen. Her er det nogle af de store supermarkeder, der er trukket i førertrøjen og nu skubber udviklingen fremad. Det er blandt andet Tesco, der er markedsledende. 5,5 pct. af koncernens samlede salg på 35 mia. britisk pund kommer i dag fra onlinesalg. Og netop den udvikling, der foregår rundt om i det danske kongerige, er et fingerpeg om, hvad der er i vente, lyder det fra Foreningen for Dansk Internet Handel FDIH. »Mit personlige gæt er, at vi i 2014 ser et folkeligt gennembrud. Vi oplever, at Nemlig.com, Irmatorvet og SuperBest modner markedet. Folk begynder at forstå, at kvaliteten er høj på varerne, og det er sikkert,« siger direktør i FDIH, Annette Falberg. Hun taler om den berømte ketchupflaske. Når de helt store aktører i form af COOP og Dansk Supermarked vælger at gå ind på markedet, så går det for alvor stærkt. For til forskel fra tøj eller rejser, så er mælk, smør og brød varer, man køber mere end én gang om ugen. »Når det kommer, så bliver det rigtig stort. Her hos FDIH vurderer vi, at omkring 50 pct. af al detailhandel vil blive solgt på nettet i 2020, og her vil dagligvarer få en betydelig andel,« fortæller Annette Falberg.

Teknologien presser på

En anden afgørende ting i udviklingen af markedet er teknologien, som hele tiden ændrer sig og gør købsoplevelserne på nettet både nemmere og mere inspirerende. Stefan Plenge forventer sig meget af hele mobilmarkedet, som i stigende grad overtager flere og flere af PCens opgaver. »Analyser viser, at antallet af mobile enheder overstiger solgte PCer. Og det er en fordel for os og nethandlen. For tag nu en mobiltelefonen. Den er 100 pct. personlig, og derfor logger man ikke ud fra en side. Man er på hele tiden, og det er enormt belejligt,« siger han. Lige nu er der få spillere på markedet til at drive udviklingen frem, og netop derfor hilser Stefan Plenge og Nemlig.com konkurrencen velkommen. »I fremtiden skal det ikke være en sensation, hvis man køber sine dagligvarer på nettet. Det skal være usædvanligt, hvis man ikke gør det. Vi kan ikke drive markedet frem helt selv og udvikle det. Vi har behov for, at de store spillere kommer med,« siger Stefan Plenge.