Ondsindet virus går efter danskernes bankkonti

Tre af de største banker misbruges for at lokke virus ind på danskeres PC. Men hackerne sender beskeden på engelsk, så mange nok vil gøre det eneste rigtige: trykke på Slet-tasten.

Hackere forsøger at narre kunder i Danske Bank, Nordea og Sydbank til at installere en virus, der kan aflure dem deres adgangsnavne og kodeord.
Læs mere
Fold sammen

En ondsindet computervirus forsøger i øjeblikket at angribe danske computere og lokke danskere ved at fortælle om komplikationer med pengeoverførsler gennem tre af de største banker.

Gennem de seneste dage er der sendt 19.000 beskeder af sted fra spamservere i en række lande, heriblandt Danmark, og de danske modtagere advares om problemer med deres konti i Nordea, Danske Bank og Sydbank, oplyser IT-sikkerhedsfirmaet Bitdefender, hvis software - sammen med amerikanske Symantec/Norton - beskytter statslige, danske institutioner som politiet, Skat og PET mod hackerangreb.

Falsk netside snyder

Folk modtager en besked, som tilsyneladende er fra en skattekonsulent, i deres indbakke. Modtageren opfordres til øjeblikkeligt at åbne den medsendte kopi af et dokument og levere de oplysninger, der mangler, for at en pengeoverførsel kan gøres færdig, eller til at bekræfte rigtigheden af de medsendte oplysninger. Men man skal på ingen måde åbne det medsendte. Det vil nemlig installere en såkaldt trojansk hest, som gemmer sig på computeren og lurer i baggrunden, næste gang man taster adgangsnavn og kodeord ind til typisk sin bank.

Bitdefender har allerede set, at amerikanere, briter, tyskere, australiere, rumænere og franskmænd, der er kunder i store banker, er blevet ramt. Hvis PCen er blevet ramt, og man åbner sin netbank, vil virusen nemlig kontakte en anden server, som derefter viser en ændret udgave af netbanksiden på skærmen. Den ligner originalsiden men skjuler de værktøjer, som hackere kan bruge til at aflure folks adgangsnavn og kodeord med.

I visse tilfælde fortæller virusen, som kaldes for Dyre, i stedet en falsk side med en besked om, at man skal genindtaste sit navn, fødselsdato, PIN-kode og kreditkortoplysninger.

Kun på engelsk - bør være alarmsignal

Chefsikkerhedsstrategiker Catalin Cosoi fra Bitdefender oplyser, at hackerne lige nu kun sender beskederne af sted på engelsk, hvilket bør få de fleste danskere til at reagere ved at slette beskederne uåbnet. Ved lignende hackerangreb i februar var teksterne dog blevet oversat til dansk.

Oftest sker oversættelsen dog maskinelt, hvorved det er let at se, at der er tale om fup.

Dyre-virusen går efter Windows-PCer med Internet Explorer, Chrome eller Firefox som internetbrowsere.

Man bør altid have et opdateret virusprogram installeret på sin computer og i øvrigt sørge for at holde sine almindelige programmer opdateret til nyeste version, for udviklerne sørger løbende for at få lukket de sikkerhedshuller, som bliver fundet.

Laes mere