Ondsindede hackere forårsager epilepsianfald

Et særdeles udspekuleret og ondskabsfuldt hackerangreb har spredt kaos på en hjemmeside for epileptikere.

Et computerangreb kan være slemt nok, men det fører dog som regel ikke til fysisk skade for den hackede. Undtagelsen er nu fundet i USA.

Det er således lykkedes en gruppe særdeles ondskabsfulde hackere at infiltrere den amerikanske epilepsiforenings hjemmeside, som de har oversvømmet med hundredvis af kalejdoskopiske og hurtigt blinkende billeder.

Computerangrebet har forårsaget stærke migræneanfald hos nogle af de besøgende på hjemmesiden, og enkelte, der lider af fotosensitiv epilepsi, har endda været tæt på at få deciderede epileptiske anfald på grund af billederne. Det skriver Yahoo! News

Maskeret angrebHackerne fik adgang til hjemmesiden ved at udnytte en sikkerhedsbrist, og da der først var hul på bylden, tog det dem ikke længe, før siden var blevet inficeret med myriader af ondskabsfulde billeder.

Hackerne havde været så snedige at maskere deres onde hensigter, så brugere af hjemmesiden ikke nåede at ane uråd, før det var for sent.

De havde lagt små billeder ind på hjemmesidens forum, der ved første øjekast så ud som hjælpsomme links, men i stedet var lokkemad. Et klik på linket og værsgo: En eksplosion af farver og pulserende mønstre sprang ud fra skærmen.

- Det er helt klart, at de ville skabe epileptiske anfald hos brugerne med deres angreb, siger hjemmesidens webmaster Ken Lowenberg.

Overvågning døgnet rundtHan forklarer, at det nu ikke længere er muligt at oprette tråde på hjemmesidens forum, der indeholder billeder eller links til andre hjemmesider. Siden er nu under konstant overvågning, og FBI efterforsker angrebet.

Paul Ferguson, sikkerhedsekspert hos antivirusfirmaet Trend Micro Inc., er forbløffet over hackernes ondskab:

- Jeg betegner dette computerangreb som i samme kategori som teenagere, der synes, det er sjovt at putte en kat i pose og klynge den op over en tørresnor. De er ikke klar over, hvor ond en handling, det de gør, er.

I et lignende angreb i år sendte hackere en virus ud på Internettet, der afkoblede software, der ellers hjælper blinde og svagtseende med at læse tekster op. Hackerangrebet skulle angiveligt have haft til hensigt kun at ramme de personer, der brugte en ulovlig kopi af softwaren.