Omstridt digital ophavsret får grønt lys i EU-Parlamentet

Kritikere har advaret om udspil til ophavsret på internettet. Den kan ødelægge internettet, hævder de.

»Det er godt, for så kan forhandlingerne begynde. Det giver håb om, at vi kan få en lovgivning for copyright inden for en overskuelig tid,« siger Margrethe Vestager, som er EU's konkurrencekommissær, i Strasbourg. Fold sammen
Læs mere

EU-Parlamentet har onsdag stemt om og vedtaget en fælles holdning til en ny digital ophavsret på internettet.

Et pænt flertal var enige om et kompromis, der indeholder en række ændringer af udspillet, som vil sikre betaling fra store it-virksomheder som YouTube til kunstnere.

Reformen har som mål at sikre, at de, som står bag eksempelvis musik og videoer, der er beskyttet af ophavsretten, får betaling for delte værker.

Emnet har været debatteret voldsomt i Europa-Parlamentet.

Direktivet om ophavsret har splittet de politiske grupper. Tidligere på sommeren måtte man opgive at nå til enighed, og spørgsmålet blev udsat.

»Det er godt, for så kan forhandlingerne begynde. Det giver håb om, at vi kan få en lovgivning for copyright inden for en overskuelig tid,« siger Margrethe Vestager, som er EU's konkurrencekommissær, i Strasbourg.

I it-branchen har vægtige stemmer og aktivister kritiseret og advaret om den reform, som EU-Kommissionen har fremlagt udspillet til.

Parlamentets kompromis lægger op til, at it-giganter skal betale, hvis de bruger kunstneres og journalisters arbejde.

Det er it-giganter som YouTube, Facebook og Google, der skal have pengepungen frem i fremtiden, hvis parlamentet får sin vilje. Først skal der dog forhandles med EU-landene.

Derimod er mindre platforme på internettet ikke omfattet af direktivet, skriver EU-Parlamentet efter afstemningen. 438 stemte for, og 226 stemte imod.