Omkostninger æder byggeriets overskud

Tab. Trods massiv aktivitet på landets byggepladser, har byggebranchen svært ved at tjene penge. Dårlig risikostyring og stigende varepriser har sat branchen under pres og fået mange til at afvente en afmatning.

Stor efterspørgsel og fyldte ordrebøger er ikke nødvendigvis lig med sorte tal på bundlinjen. Det har den danske byggebranche måttet sande efter rekordåret 2006, hvor aktiviteten overalt var i det røde felt.

Dansk Byggeris årlige regnskabsanalyse viser nemlig med al tydelighed, at mens omsætningen er vokset, er byggeriets bundlinje skrumpet.

Det er især stigende priser på varer og materialer, der har ædt byggevirksom- hedernes overskud. Således udgjorde vareforbruget i 2005 35,4 procent af branchens produktionsomkostninger, mens den andel sidste år var vokset til 42,9 procent. Lønnen udgjorde 24,3 procent trods den store mangel på arbejdskraft i branchen.

Ifølge chefkonsulent i Dansk Byggeri Henrik Stig Sørensen udgjorde de stigende produktionsomkostninger sidste år langt de største udgifter for landets byggevirksomheder, og han peger på, at virksomhederne har været for dårlige til at sende udgifterne videre i systemet.

»Mange firmaer har ikke formået at få kunderne til at betale deres del af de stigende varepriser, men har i stedet selv taget det hele på deres kappe. Men virksomhederne skal være bedre til at formidle over for kunderne, at de jo ikke hæver prisen for at score profitten, men blot for at få dækket deres omkostninger,« siger han.

Hæver ikke priserneHos Øens Murerfirma på Amager kan direktør Jan Elving sagtens nikke genkendende til branchens kvaler med at drage nytte af de fyldte ordrebøger.

Ifølge ham har det været langt vigtigere at bibeholde et godt forhold til kunderne, og derfor har firmaet undladt at hæve sine priser voldsomt.

»Overskuddet er dalet lidt, men vi tog en fast beslutning om ikke at ændre prisen i de aftaler, vi allerede havde indgået. Det har kostet lidt på bundlinjen, men til gengæld har vi fastholdt alle eksisterende kunder og fået en del nye. Men det bliver da rart, at 2008 ikke tegner til at blive lige så hysterisk,« siger han.