Oliesheik uden olie i gigantisk gældsætning

Dubais regent og enehersker har igangsat et gigantisk investerings- og byggeboom. Indtægter fra turisme og finans skal bære yderligere ved til Dubais rigdom. Olie fylder nemlig forsvindende lidt i statens indtægter. Men nu frygter den internationale finansverden, at Dubai er ved at gældsætte sig for hårdt. Ingen gennemsigtighed.

DUBAI: Rohan er 26 år og fra Columbo i Sri Lanka. Rohan er livredder eller badevagt, som han selv kalder det. Han har været i Dubai i seks år,

Den spinkle singhaleser er ikke utilfreds med tilværelsen. Men. Livredder ved den nye, store Marinapark med luksushotellerne i Dubai kan da også lyde som en drømmetilværelse med solskin 360 dage om året. Hvis det ikke havde været for de mange og lange arbejdsdage og den beskedne løn.

Ofte syv dages arbejdsuge giver, hvad der svarer til 2.000 kr. om måneden, men så er der også gratis logi, mad og gratis lægehjælp.

Abigail fra Filippinerne er også 26 år. Hun kom til Dubai i 2005 og arbejder på det fornemme Hyatt-sportshotel i marketingafdelingen. Abigail bor i en lille lejlighed sammen med to andre og tjener omkring 4.000 kr. om måneden. De fleste penge sendes hjem.

Rohan og Abigail hører til de absolut bedst betalte fremmedarbejdere i Dubai. Nederst i hierarkiet befinder de flere hundrede tusinde bygningsarbejdere sig. Stort set alle er fra asiatiske lande. En bygningsarbejder kan – hvis han arbejder 30 dage om måneden – tjene omkring 2.000 kroner om måneden.

Rohan, Abigail og de andre hundredetusinde arbejdere på gennemrejse i Dubai er ganske enkelt livsgrundlaget for den lille ørkenstats drømme om storhed. Uden billig arbejdskraft udefra, ingen metropol.

Men asiaterne er loyale og arbejdsomme mennesker, som ikke gør vrøvl, selv om de ingen rettigheder har i Dubai overhovedet. I de senere år har der været en række kritiske artikler i udenlandske aviser om de dårlige lønninger, dårligt arbejdsmiljø og kritisable indkvarteringer. En kritik som Dubais egne ikke forstår ret meget af. De fremmede kan jo bare rejse hjem, hvis de ikke er tilfredse, lyder kommentaren.

Masser af rettigheder derimod har Dubais egen opvoksende befolkning. Kun 20 procent af Dubais samlede befolkning på 1,3 millioner mennesker er indfødte. Og som indfødt tjener man mindst tre-fire gange så meget som udlændinge – for præcis det samme job. Skal man tro de fremmede i Dubai, behøver de lokale såmænd ikke engang at møde op på arbejdet.

Hvis de unge, lokale Dubai-borgere gifter sig, er der en check på 75.000 kr. som tilskud til bryllupsfesten, og en check på 400.000 kr. for hvert barn, der kommer til verden. En hilsen fra landsfaderen.

Brug for billige hænder
Dubai har desperat brug for at øge sin egen andel af befolkningen. Og Dubais enevældige regent Sheikh Maktoum har desparat brug for de mange hundrede tusinde billige hænder, hvis hans personlige drøm om at skabe en verdensmetropol skal kunne føres ud i livet og være bæredygtig også i årene fremover.

Sheik Maktoum har nemlig et problem. Han har ikke mere olie.

I hans seneste store tale til nationen fra februar 2007 »Dubai Strategic Plan 2015 - Dubai ... Where the Future Begins (hvor fremtiden begynder, red.)« følger sheiken op på tidligere, ambitiøse udmeldte strategier. Målsætningen er en årlig vækst på i gennemsnit 11 procent – højere end væksten i Kina og Indien.

Gennem de seneste fire-fem år er målene nået tidligere end skitseret i de strategiske planer.

Og derfor slutter regenten da også af med disse ord:

»Jeg har tidligere sagt, at vi vil få succes – og det har vi fået. Og i dag fortæller jeg jer, at jeg ser yderligere succes i fremtiden.«

Sheik Maktoum er godt nok rundet af rige oliesheiker, men i dag skal rigdommen i Dubai ikke hentes op fra undergrunden. Der er nemlig ikke de store ressourcer i Maktoums lille bystat. Olieindtægterne udgør i dag faktisk kun tre procent af Dubais bruttonationalprodukt. Til sammenligning udgjorde olieindtægterne hele 54 procent af BNP i 1975.

I dag er det servicesektoren, der trækker. Finans, IT, medier, indkøb og ikke mindst turisme.

Men for at sætte næsten hver fjerde af verdens kraner i arbejde uafbrudt i 24 timer kræver det enorme investeringer. Der er liberaliseret og åbnet, så udlændinge nu kan pumpe milliarder af dollar ind i den forholdsvis lille Dubai-økonomi.

Banklån uden krav
Men regeringen (læs: sheiken selv) skal også bruge milliarder af dollar for at få ført sine højtravende ideer ført ud i livet. Og derfor er også Sheik Maktoum ude på det internationale lånemarked.

Hidtil har bankerne stået i kø for at låne penge ud – uden at spørge meget. Man spørger altså ikke til sikkerheden for penge udlånt til rige oliesheiker.

Sådan er det dog ikke helt mere. For nylig skrev den amerikanske avis Wall Street Journal en artikel med overskriften »Gældsskyer hænger over Dubai«.

I takt med at sheikens privatejede selskaber ikke bare har sat turbo på byggeriet hjemme i Dubai, så har sheikens finansieringsselskaber også kastet sig ud i en række investeringer i udlandet. Og langt hen ad vejen investeringer for lånte penge.

Sheik Maktoums privatejede pengetank Dubai Holding – med et vidtforgrenet net at selskaber – har købt sig ind i europæiske og amerikanske børser, købt en bid af japanske Sony Corp,, investeret stort i ejendomme og meget mere.

Sheik Maktoums edderkoppespind gør det imidlertid svært for banker og kreditvurderingsfirmaer at finde ud af præcis, hvad risikoen er. Dubai-herskeren har nemlig opbygget sit konglomerat på en sådan måde, at han har sat sine løjtnanter eller familiemedlemmer til at styre de store selskaber og konkurrere indbyrdes. Det vil også sige, at de hver for sig jagter vækst og investeringer, men i bund og grund ender alt hos Sheik Maktoum.

Svært at få overblik
Standard & Poor’s-analytikeren Farouk Soussa siger til Wall Street Journal:

»Det er meget svært ud fra de officielt tilgængelige oplysninger at danne sig et overblik over den finansielle situation. Gennemsigtigheden er ikke god.«

Der er enighed om, at Dubais finansielle reserver er reduceret markant i forbindelse med investerings- og byggeboomet, og derfor begynder usikkerheden at brede sig i de finansielle kredse.

Forudsætningen for finansiering af mange opgaver i Dubai er, at sheiken springer til med økonomisk bistand, hvis et af de statslige selskaber skulle få økonomisk åndenød. Og hvis Sheik Maktoums pengetank skulle løbe tør, at så de andre emirater i De Forenede Arabiske Emirater med hovedstaden Abu Dhabi i spidsen vil bakke op om Dubai. Men nogen garanti for, at det hænger sådan sammen, har man ikke.

Standard & Poor’s vurderer Dubais gæld til at være 42 procent af landets BNP. Til sammenligning er USAs tilsvarende gældsandel 60 procent. Interessant er det dog, at S&P vurderer nabostaten Abu Dhabis gældsandel til blot at være 2,9 procent.

Det skal selvfølgelig med, at Dubai har fået en række bygningsværker, lufthavne, metrotog og i det hele taget infrastrukturprojekter bygget op i ørkensandet. Som med det nuværende turist- og erhvervsboom i Dubai er milliarder og atter milliarder af dollar værd.

Problemet opstår først, hvis eller når duften går af Dubai-eventyret og andre metropoler gør sig endnu mere lækker end Dubai.