Olieprisen i største tougers stigning i 17 år

Olieprisen er fortsat et stort tema på finansmarkederne ved siden af blandt andet Grækenland og kinesisk vækst

Foto: SPENCER PLATT

Olieprisen ligger fortsat på et relativt lavt niveau, men har bevæget sig pænt væk fra bundniveauerne, der blev nået i januar, hvor Brent-olieprisen målt på den gældende futureskontrakt var nede under 50 dollar.

Siden slutningen af januar er det dog gået pænt op.

De seneste ti handelsdage er Brent-oliefutures til levering til marts steget knap 18 pct. og syv ud af de ti dage.

Stigningerne de seneste to uger er den største tougers stigning siden 1998 - for 17 år siden - fremhæver Bloomberg News, der også gør opmærksom på, at volatiliteten er steget voldsomt på oliemarkedet. Målt på amerikansk olie - West Texas Intermediate - er volatiliteten den højeste siden 2009.

Stigningerne forklares desuden med, at flere af de store olieselskaber - som Statoil, BP og Shell - har reduceret investeringerne som et svar på de lave oliepriser.

- Vi er ved at etablere en bund (for prisen, red.), udtaler chefstrateg Bill O'Grady fra Confluence Investment Management til Bloomberg News.

Han ser en pris på 60 dollar som et vendepunkt (pivot point, red.), hvor trenden på prisen vil være op.

Volatiliteten forklarer han med, at den typisk er høj, når der er uenighed om, hvor den "korrekte" pris skal ligge.