Oliekrise koster Falck dundrende underskud

Den lave oliepris har kostet Falck dyrt. Den ellers fremadstormende redningskoncern har tabt en halv milliard kroner, men vokser stadig.

Falcks topchef Allan Søgaard Larsen ærgrer sig over problemerne som følge af faldende oliepriser, men glæder sig samtidig over fremgang på væsentlige markeder. Foto: Claus Bech
Læs mere
Fold sammen

Efter flere år med fremgang er situationen overraskende hurtigt vendt for den danske redningskoncern Falck. De lave oliepriser koster selskabet dyrt og et underskud på mere end en halv milliard kroner.

Samlet kom Falck ud af 2015 med et minus på 523 millioner kroner mod et overskud på 218 millioner kroner i 2014. Nedgangen skyldtes især væsentlige udfordringer i forretningsområdet Safety Services, som var stærkt negativt påvirket af krisen i den globale olie- og gasindustri på grund af de lave oliepriser. Safety Services står for at træne personale til blandt andet offshore-industrien, og udviklingen har tvunget Falck til kraftigt at nedskrive værdien af forretningsområdet.

»Vi er blevet ramt på samme måde som alle andre virksomheder, der har aktiviteter i olieindustrien. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg vælger dog at glæde mig over, at vi samtidig med nedskrivningerne på Safety Services i 2015 har styrket Falcks position på de væsentligste markeder i Europa, USA og Latinamerika,« udtaler Allan Søgaard Larsen, topchef i Falck.

Omsætningen stiger fortsat

Falck, der beskæftiger flere end 30.000 medarbejdere, er den største private ambulanceoperatør i Europa, og området står for over halvdelen af omsætningen i virksomheden.

Ud over at træne personale til olieindustrien har Falck også et område for vejassistance og er udbyder af private sundhedsydelser. Både ambulancetjeneste og vejassistance har også været gennem betydelige udfordringer i årets løb, og der er afholdt »betydelige omkostninger« til at sikre væksten fremover.

På den positive side bliver omsætningen ved med at stige. I både Europa, USA og Latinamerika har der været pæn vækst, og samlet steg omsætningen godt ni procent til lidt over 15 milliarder kroner i 2015.

»2015 blev et år, som bød på betydelige udfordringer for Falck. Derfor er der grund til at glæde sig over, at vi som koncern stadig vokser. Når det er sagt, må jeg dog samtidig slå fast, at Falck skal have styrket evnen til at skabe en bedre bundlinje på baggrund af den betydelige vækst, vi skaber,« hedder det fra Allan Søgaard Larsen.

Falck forventer, at omsætningen vil stige omkring ti procent i 2016.

»Vi må imødese, at Safety Services fortsat vil være kraftigt påvirket af lave oliepriser, men ser generelt frem til en forbedret udvikling for Falck i 2016,« vurderer Allan Søgaard Larsen.