Rekord efter rekord blev sat.
Til sidst nåede temperaturen svimlende 45,5 grader i det nordligste af delstaten Oregon.
Over fire dage i juni 2021 ramte en hidtil uset hedebølge det nordvestlige USA. De rekordhøje temperaturer dræbte 69 i Oregons Multnomah-amt og flere hundrede i hele regionen.
Med andre ord: En af de mest dødbringende vejrkatastrofer i amerikansk historie.
Nu bliver oliebranchens helt store spillere sagsøgt af Multnomah, skriver The Guardian.
I søgsmålet hævdes det, at i alt 17 selskaber skal holdes ansvarlige for deres rolle i klimakrisen, som førte til den hedebølge, der for to år siden kostede mange amerikanere livet.
Blandt de sagsøgte virksomheder er oliegiganterne Exxon, Shell, Chevron, BP, Koch Industries og den private industrigruppe American Petroleum Institute.
Det er den lokale domstol i Portland, som har indgivet søgsmålet.
Det er baseret på forskning, der viser, at hedebølgen i juni 2021 blev forværret af klimaforandringerne. Derfor vil Oregons Multnomah-amt nu holde selskaberne ansvarlige for deres rolle i katastrofen.
»Varmen, der kostede så mange liv, var ikke et resultat af naturlige vejrforhold. Det skete ikke bare, fordi livet en gang imellem kan være grusomt. Og det kan heller ikke forklares som Guds vilje,« står der i søgsmålet.
»Den brændende varme var derimod en direkte og forudsigelig konsekvens af de sagsøgtes beslutning om at sælge så mange fossile brændstofprodukter som muligt de seneste seks årtier.«
Sporvognskablerne smeltede
Da hedebølgen ramte i dagene fra 25. til 28. juni 2021, blev der sat varmerekord tre dage i træk i Multnomah-amtet.
Sporvognskablerne smeltede. Ældre blev indlagt på stribe med alvorlige hedeslag. Det samme gjorde byens fattigste, som ikke havde adgang til aircondition.
Multnomah kræver over 50 millioner dollar – mere end 340 millioner kroner – i erstatning for konsekvenserne af hedebølgen i 2021 og 1,5 milliarder dollar i erstatning for fremtidige klimaskader.
Amtet kræver også, at de 17 selskaber bruger yderligere 50 milliarder dollar på en amtsplan, der skal forbedre sundhedsydelser og infrastrukturen samt beskytte indbyggerne mod kommende hedebølger og klimarelaterede katastrofer af den kaliber.
»Det står klart, at vi bliver nødt til at mindske forbruget og handle anderledes i fremtiden i takt med, at klimaforandringerne forværres,« har Jessica Vega Pederson, formand for Multnomah County, ifølge The Guardian sagt i forbindelse med søgsmålet.
»Vi vil (med søgsmålet, red.) sikre os, at vi har ressourcerne til at gøre det nødvendige.«