Olicom med kæmpe minus og revisorforbehold

Ejendomsselskabet Olicom kom ud af 2009 med et underskud på 131 mio. kr. Det karakteriseres som meget utilfredsstillende og forklares primært med salg af de norske aktiviteter og betydelige nedskrivninger på projekter samt ejendomme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Olicoms revisor har taget forbehold i revisionspåtegningen om selskabet er en going koncern.

Olicoms ledelse mener at regnskabet skal aflægges som "going koncern" (selskab i drift).

- Dette har revisor især vurderet ud fra, at der en væsentlig risiko for, at selskabet bliver mødt med krav om afvikling af engagementet fra Finansieringsselskabet af 11/2 2010 (selskabet som overtog Capinordic Bank, der var selskabets bank). Denne risiko har selskabets ledelse også forholdt sig til, men begrundet i drøftelser med både Finansieringsseslskabet samt igangværende drøftelser med eksterne investorer om eventuelt overtagelse af dette engagement, har ledelsen vurderet, at det vil være i selskabets interesse at få afklaret disse forhold i nærmeste fremtid. Ledelsen har af disse årsager den opfattelse, at det vil være uforsvarligt ikke at aflægge regnskabet som en going koncern, skriver selskabet.

Resultatet af den primære drift før værdireguleringer og renter blev 14,4 mio. kr. mod 12,6 mio. kr. i 2008, og periodens resultat er negativt med 131,4 mio. kr. mod -53,7 mio. kr. året før.

Omsætningen i projekterne har i 2009 været på 66,1 mio. kr. mod 61,3 mio. kr., og huslejeindtægterne på ejendommene var på 9,0 mio. kr. mod 18,5 mio. kr.

Olicoms likviditet har i slutningen af 2009 været og er ved starten af 2010 fortsat meget presset.

- På baggrund af det ventede salg af de norske aktiviteter, der blev annonceret 4. januar i år, ligesom andre projektsalg er i positiv dialog for at blive solgt, er der dog rimelige forventninger til, at der herefter vil være positiv likviditet året ud, anfører Olicom.

Efter Capinordic Bank gik konkurs i februar 2010, og banken overgik til Finansiel Stabilitet, har der været ført en række drøftelser med Finansieringsselskabet af 11/2 2010 omkring vilkårene og løbetiden for Olicom’s engagement.

- En endelig aftale er ikke indgået herom på nuværende tidspunkt, understreger Olicom i regnskabet.

Egenkapitalen er i 2009 faldet fra 243,3 mio. kr. ved årets start til 106,2 mio. kr. ultimo året.
Resultatforventningerne til 2010 er ikke oplyst i årsregnskabsmeddelelsen, "idet disse ikke på rimelig vis kan vurderes under de nuværende markedsbetingelser og tillige ikke er påkrævet".

RB-Børsen