Oister følger med konkurrenterne og løfter priserne

Teleselskabet 3's lavprisbrand Oister har løftet priserne på et af sine billigste abonnementer, og dermed følger selskabet med konkurrenter som Telenor, Telia og også TDC.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Oister kører med nogle af de laveste priser på markedet, og selskabet har ikke tidligere hævet priserne i samme grad, som TDC, Telia og Telenor kontinuerligt har gjort det gennem det seneste års tid. Til gengæld har selskabet taget indhold ud af abonnementerne, mens de andre har lagt mere ind til højere priser.

Hos Oister skal man nu betale 99 kr. om måneden for det næstbilligste af de primære abonnementer mod tidligere 89 kr. Til gengæld får man nu 12 GB data med i pakken mod tidligere 8 GB data.

Teleselskabet tilbyder også fortsat pakker med tre timers tale og 2 GB data for 69 kr. per måned samt en times tale og 1 GB data for 49 kr. per måned.

Hidtil var den eneste reelle prisforhøjelse fra Oister ellers et administrationsgebyr på 7 kr. per måned for alle kunder.

For nylig løftede TDC priserne hos de billige brands Telmore og Fullrate. Den laveste abonnementspris her hedder nu 129 kr. om måneden mod tidligere 119 kr. Til gengæld er der også kommet lidt mere data og tale i pakken.

TDC's forretning henvendt mod de private mobilkunder havde i andet kvartal en omsætning på 674 mio. kr., hvilket var en fremgang fra 651 mio. kr. i samme periode året før, viste regnskabet 10. august.

Efter lang tids nedgang i kundeantallet på grund af netop meget hård priskonkurrence har teleselskabet samtidig over et år vundet 28.000 nye mobilkunder, på trods af at priserne altså er blevet sat op flere gange.