Også TikTok trækker nu i håndbremsen

Den kinesiske videotjeneste skruer ned for forventningerne til årets omsætning og følger dermed i hælene på sine konkurrenter, selv om det stadig går godt med at tiltrække nye brugere.

TikTok begynder nu også at kunne mærke, at økonomien strammer til i verden. Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

Den ellers fremadstormende kinesiske videotjeneste TikTok har som den seneste af teknologigiganterne trukket i håndbremsen og har skåret to milliarder dollar af forventningerne til, hvor stor omsætningen bliver i år.

Ifølge den britiske finansavis Financial Times har topchef Shou Zi Chew i september skåret 20 procent af forventningerne væk. TikTok havde indtil da satset på at nå en omsætning på mellem 12 og 14,5 milliarder dollar i år, men nu er forventningerne sat ned til omkring ti milliarder dollar (74,4 milliarder kroner), siger flere kilder til avisen.