Også Telenor rykker ind på landets næststørste fibernet

For kun en uge siden fik TDC-koncernen som den første adgang til Fibias net på Sjælland og i Østjylland. Nu følger Nordens største teleselskab, Telenor, trop for at kæmpe om internetkunderne i området.

Lige nu rækker Fibias fibernet på Sjælland og i Østjylland ud forbi 500.000 husstande, men der graves for at nå 600.000, samtidig med at andre udbydere nu får adgang til nettet for at kunne sælge internetforbindelser, TV og telefoni. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Husstande i Vest- og Sydsjælland, på sydhavsøerne og i Østjylland kan se frem til at få langt mere at vælge imellem, hvis de i løbet af det kommende halve år vil skifte internetleverandør.

Nu rykker Danmarks næststørste telekoncern, Telenor, nemlig nu også ind på landets næststørste fibernet, der drives af Fibia. Kun en uge efter at Telenors største konkurrent, TDC, underskrev en aftale om – som den første eksterne udbyder – at få adgang til det lynhurtige fibernet hos Fibia, har Telenor også trukket en aftale hjem.