Offer for ulykke på Vejle Station: »Jeg var heldig. Jeg kunne have mistet livet«

Kvinden, der blev slæbt efter et kørende IC3-tog, håber, at DSB lærer af ulykken og sørger for, at det ikke kan ske for andre.

En dengang 20-årig kvinde sad for snart fire år siden fast i et kørende IC3-tog, og hun har stadig mén efter ulykken, fortæller hun. Overvågningsfoto fra Havarikommissionens foreløbige ulykkesrapport Fold sammen
Læs mere

Det er næsten fire år siden, at en dengang 20-årig kvinde fik armen i klemme i dørene i et DSB-tog på Vejle Station efter en bytur med fire veninder. Kvinden er stadig mærket af ulykken, og hun forventer, at DSB lærer af den og sørger for, at noget tilsvarende ikke kan ske igen.

Berlingske har talt med kvinden og kender hendes identitet, men hun ønsker ikke at stå frem med navn i avisen.

Hvordan har ulykken påvirket dig?

»Jeg synes selvfølgelig, at det var supertræls og chokerende. I starten var jeg mest overrasket over, at det overhovedet kunne lade sig gøre, og at der ikke var mere opsyn på stationen. Det er jo meningen, at man sikkert skal kunne tage de offentlige transportmidler, hvis man har været i byen og fået noget at drikke – og også på alle mulige andre tidspunkter.«

Har du fået varige mén?

»Jeg har fået en skade i mit haleben, og det er ikke noget, der kan gøres noget ved. Jeg kan ikke sidde ned ret længe. Det begynder at gøre ondt efter et kvarter eller tyve minutter.«

Hvad kan vi lære af ulykken?

»Jeg håber selvfølgelig, at DSB vil sørge for at tjekke tingene en ekstra gang og sikre sig, at alting er i orden, så det ikke sker igen. Især på aften­afgangene, hvor der ikke er konduktører på. Det kunne sagtens være gået meget mere galt, end det gjorde for mig. Jeg var heldig. Jeg kunne have mistet livet. Jeg håber selvfølgelig, at DSB tager ulykken op til eftertanke og tænker, at det var heldigt, at der ikke skete noget mere, og at de sørger for, at det ikke kan ske igen.«

Hvad er dine forventninger til Havarikommissionens undersøgelse?

»Jeg forventer i hvert fald, at der kommer nogle retningslinjer for, hvad man skal gøre, hvis der sker sådan noget. De passagerer, der prøvede at hjælpe, da toget begyndte at køre, vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre. Jeg håber, at Havarikommissionen vil sørge for, at toget bliver indrettet mere rationelt,« siger kvinden, der sad fast i togdørene:

»Det var meningen, at der skulle være en hammer, som man skulle smadre en lille glasrude og trykke på en knap, så toget stoppede. Men hammeren lå ikke der, hvor knappen var. Der var en mand, der prøvede, men han kunne ikke finde den. Så det endte med, har mine veninder fortalt, at han prøvede at slå glasset i stykker med sin hånd. Det lykkedes, men han fik sin hånd flået op af glassplinter. Jeg håber, at DSB får det sikkerhedsmæssige indrettet bedre.«