Offentlig ordning har rejst 375 millioner kroner til virksomheder

Væksthusene blåstempler den kapitalcoach-ordning, der har kørt i fire år. 91 firmaer har i den forbindelse skaffet kapital. Udgiften har været 13 millioner kroner.

Præcis 375.858.779 kroner. Sådan lyder beløbet, der er blevet rejst i forbindelse med væksthusenes kapitalcoach-ordning, siden den trådte i kraft i 2011.
Læs mere
Fold sammen

Præcis 375.858.779 kroner. Sådan lyder beløbet, der er blevet rejst i forbindelse med væksthusenes kapitalcoach-ordning, siden den trådte i kraft i 2011, viser en beregning fra Væksthus Hovedstadsregionen.

Udgifterne har været 13 millioner kroner, som Erhvervsstyrelsen har dækket. Det regne­stykke giver mere end mening i væksthusets direktør Marlene Haugaards optik.

»Når mellem hver tredje og fjerde virksomhed får rejst kapital, må man sige, at ordningen har givet god mening. Den fornødne kapital er et must for Danmarks vækstiværksættere og vækstvirksomheder,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Kapitalcoach-ordningen går ganske enkelt ud på, at en mindre virksomhed kan få dækket halvdelen af udgifterne til at få en coach tilknyttet. Coachens eneste fokus er at tilvejebringe frisk kapital, og det enten fra investorer eller fra banken.

Siden 2011 har væksthusene haft samlet cirka 60 coaches tilknyttet de offentlige iværksætter- og vækstcentre, og de har sammenlagt haft konsulentarbejde for 235 virksomheder. Af dem er det sammen med deres coach lykkes at rejse kapital på den ene eller den anden måde. Og de har tilsammen rejst beløbet på rundt regnet 375 millioner kroner.

En af deltagervirksomhederne i programmet har været FOM Technologies, der gør sig i maskiner og software til processering af materialer, og som er forankret i forskningsmiljøet på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.

Herfra forklarer direktør Torben Nielsen, at det har været en stor hjælp at have en coach ind over på kapitalområdet. Det ikke mindst, fordi en kapitalrejsning ofte udgør et langt sejt træk.

»Det med at få en investor ind er et længere og tungere forløb, end man forestiller sig. Selve papirarbejdet sammen med advokat og investor er tidskrævende, men er en god øvelse at komme igennem. Det har været afgørende at have kompetent hjælp i det forløb, som alt i alt har varet i et lille års tid, men som nu er faldet på plads,« siger Torben Nielsen.

Kapitalcoach-ordningen blev født med en udløbsdato, der lyder august 2015. Det er endnu ikke besluttet, om den skal fortsætte.