Østjydsk Bank nedjusterer forventningerne

Østjydsk Bank nedjusterer forventningerne til hele 2015 og venter nu et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på mellem 110 og 115 mio. kr. Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal 2015 tirsdag eftermiddag

Foto: Lars Rasborg. Østjydsk Bank kommer ud af første kvartal med et underskud på 318 millioner kroner før skat. Banken skal hente 175 millioner for at overleve. Ledelsen i banken betegner resultatet som "stærkt utilfredsstillende". (se Ritzau historie 310838) (Foto: Lars Rasborg/Scanpix 2013)
Læs mere
Fold sammen

Østjydsk Bank får vanskeligere og vanskeligere ved at tjene penge. Det står klart, efter at regnskabet for tredje kvartal tirsdag eftermiddag viser et drastisk dyk på toplinjen.

Netto rente- og gebyrindtægterne faldt i perioden til 106,5 mio. kr. mod 159,7 mio. kr. i samme periode sidste år.

Mens toplinjen bløder, er der mere positive elementer længere nede i regnskabet. Renteudgifterne faldt med omkring 35 mio. kr., mens nedskrivningsposten ikke var nær så hårdt ramt som i samme periode sidste år.

I årets første ni måneder lød nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender på 114,3 mio. kr. mod 264,3 mio. kr. i samme periode sidste år.

Inden årets udgang vil banken, som meddelt tidligere på måneden, gennemføre en garanteret fortegningsemission på 83,4 mio. kr. og udstedelse af ny hybrid kapital på 75 mio. kr.

- Rekapitaliseringsplanen giver banken et nødvendigt løft i kapitalprocenten og ikke mindst i den egentlige kernekapitalprocent og er dermed et væsentligt skridt i retningen af at komme ud af genopretning, siger selskabets bankdirektør, Max Hovedskov, i regnskabet.

Banken forventer at offentliggøre børsprospektet vedrørende emissionen inden for "den nærmeste fremtid", fremgår det af regnskabet.

Østjydsk Bank nedjusterer forventningerne til hele 2015 og venter nu et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på mellem 110 og 115 mio. kr. Tidligere ventede banken et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger mellem 115 og 125 mio. kr.

I resultatet indgår goodwill-betaling for salg af afdelinger på 73,1 mio. kr., oplyser Østjydsk Bank.