Ørsted-topchef: Energiaftalen sætter den rigtige retning for Danmark

Energiaftalen, der fredag er blevet vedtaget af alle Folketingets partier, sætter det rigtige pejlemærke for Danmark.

Energikæmpen Ørsteds topchef Henrik Poulsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det konstaterer den administrerende direktør i energiselskabet Ørsted, Henrik Poulsen, og påpeger, at det er den slags der skal til, for at Danmark kan bevare sin position inden for vindenergi.

- Energiforliget sætter den rigtige retning for Danmark med en ambitiøs målsætning for vedvarende energi og en klar plan for udbygning af havvind, siger Henrik Poulsen i en kommentar.

Aftalen letter elafgifterne, indeholder tre havmølleparker og sætter et mål på 55 procent vedvarende energi i 2030.

Henrik Poulsen glæder sig over, at alle Folketingets partier var enige om aftalen.

- Det er den slags, der skal til, for at Danmark kan yde sit bidrag til at bekæmpe klimaforandringer og global opvarmning, og for at vi som land kan bevare styrkepositionen inden for vindenergi, som har udviklet sig til en industri med over 30.000 danske arbejdspladser.

- Samtidig er det meget positivt, at et samlet Christiansborg er blevet enig om aftalen, da det skaber stabile rammer for erhvervslivet og stimulerer til flere investeringer, siger direktøren.

Energiaftalen lemper afgifterne på el og elvarme med omkring to milliarder kroner i 2025.