Ørsted åbner kontor i Atlantic City

Guvernøren i New Jersey, Phil Murphy, har på et forum for havvind sagt, at Ørsted vil åbne et kontor i Atlantic City i staten New Jersey. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Guvernøren i New Jersey, Phil Murphy, har på et forum for havvind sagt, at Ørsted vil åbne et kontor i Atlantic City i staten New Jersey.

Det skriver Burlington County Times.

Kontoret i spillebyen skal være et led i planerne, Ørsted har i New Jersey, hvor energiselskabet har udviklingsrettighederne til et projekt, der ventes, at kunne få en kapacitet på op til 1000 megawatt (MW). Projektet kaldes Ocean Wind.

Phil Murphy, der er demokrat, sagde, at kontoret er begyndelsen til at nå 3500 MW havvindenergi inden 2030. Derudover håber han, at projektet og potentielt andre, der kan komme til staten, kan være et modstykke til den republikanske præsidents, Donald Trumps, planer om havvind.

»Åbningen af kontoret er kun begyndelsen. Jo flere projekter der kan komme i vores pipeline, des mere kan vi bevise tåbeligheden i Trump-administrationens planer om at åbne Jersey Shore for fossile brændstofsboringer,« siger han ifølge mediet.

Ørsteds chef for nordamerikanske operationer, Thomas Brostrøm, har ifølge Burlington County Times sagt, at undersøgelser er i gang, og at et byggeri ud for kysten i New Jersey kan starte i begyndelsen af 2020.

Ocean Wind er ikke det eneste projekt, som Ørsted har på tegnebrættet på det amerikanske marked. Sammen med den amerikanske partner Eversource har de budt på en auktion i Connecticut, der skal hedde Constitution Wind, og et i Massachusetts kaldet Bay State Wind.

/ritzau/FINANS