Ønskes: Digital kommunikationspolitik

Foto: KACPER PEMPEL

En partner i et stort arkitektfirma spurgte mig for nylig, hvad i alverden hun skulle stille op med de yngre kolleger, der tilsyneladende spilder halvdelen af deres arbejdstid på Facebook og Twitter, og som under fællesmøder sidder krummet sammen over deres mobiltelefoner.

Man kender godt fornemmelsen. Jeg har selv engang måttet sige farvel – helt farvel – til en medarbejder i 20erne, der på Facebook havde fortalt, om hvor »nederen« det var at arbejde med et »dødssygt« projekt, når det er mandag, og man har meget mere lyst til at sole sig i Kongens Have. En opdatering, kunden ret chokeret læste med på.

Så hvad stiller virksomheden op med de surfende kolleger? Ét af to: Man kan som kommunikationsprincip helt forbyde den planløse multitasking garneret med skarpe regler for medarbejderens email-praksis uden for normal arbejdstid. Eller man kan – med lige så faste regler – dyrke de digitale mediers potentiale som innovationskraft og PR-værktøj.

Når det er nødvendigt at træffe et valg, er det fordi manglen på digitale adfærdsregler i disse år ødelægger rigtigt mange arbejdspladser indefra.

Adgangen til digitale netværk er et magtfuldt fænomen, hvor nogle af os ret åbenlyst er afhængige. Problemet er i denne sammenhæng, at afhængigheden sagtens – som i arkitektfirmaet – kan være med til at spolere virksomhedens intelligente produktivitet.

Man åbner sin mailboks, lytter til en kollega, skimmer nettets nyheder, sender en SMS og laver en statusopdatering.

Det lyder effektivt, men er det modsatte, også fraregnet de helt indlysende selvmål på Facebook. Den amerikanske psykolog David Meyer satte i et forskningsprojekt en række forsøgspersoner til at skrive en rapport, samtidig med at de skulle besvare mails. Andre skulle gøre rapporten færdig, før de fokuserede på deres mails – og ja, sidstnævntes rapporter blev gennemgående både bedre og hurtigere færdige. Så meget for multitasking.

Så strammer-muligheden har bestemt sine fordele. Mange virksomheder har da også de seneste år lukket for alle sociale medier i arbejdstiden. Og nogle går endnu videre: Den tyske bilproducentVolkswagenog den franske IT-virksomhedATOShar således besluttet at lukke for medarbejdernes serveradgang uden for arbejdstiden. ATOS, der beskæftiger 80.000 medarbejdere, tog beslutningen oven på en undersøgelse af den interne kommunikation, der viste, at medarbejderne i gennemsnit modtog flere end 100 mails om dagen, hvoraf kun 15 procent kunne vurderes som »nyttige«.

Strategi nr. to handler om det modsatte, nemlig at dyrke de digitale muligheder. Når den trods alt forekommer mig mest produktiv, er det fordi problemets kerne jo ikke er de digitale medier i sig selv, men den planløse og ustrukturerede brug af dem. Med et strategisk fokus er f.eks. Facebook og Twitter helt uomgængelige værktøjer for de virksomheder, der ønsker en tættere relation til interessenter og målgrupper. SomLego, der via sociale netværk skaber innovation og nye produkter.Grundfos, der sikrer service- niveauet og videndelingen omkring virksomhedens komplekse produkter. EllerH&M, der involverer målgrupperne i lanceringen af nye produkter.

De digitale medier er her fuldstændigt uomgængelige kanaler i virksomhedernes thought leadership, det vil sige positioneringen af den viden og de ressourcer, som medarbejderne hver især rummer, og som aldrig kan bringes i spil på samme måde inden for de traditionelle marketing- og PR-kanaler.

Og så tilbage til arkitektfirmaet, hvor det forekommer mig ret idiotisk at forbyde Facebook. Det er klart, at medarbejdernes digitale opkobling sine steder kan forekomme både uforskammet og uhensigtsmæssig – og det bør virksomheden naturligvis regulere. Åbne mobiltelefoner kan eksempelvis forbydes under alle møder.

Men skulle netop en arkitektvirksomhed ikke dele medarbejdernes viden og syn på design med omverdenen?

Og skulle netop en arkitektvirksomhed ikke gå forrest med at designe den digitale Emma Gad, der satte rammerne for, hvordan kreative møder afholdes, og hvordan både den interne og den eksterne netværkskommunikation kan skrues sammen med billeder, lyd og tekst?

Naturligvis. Mulighederne er både nye og kolossale – men de kræver et strategisk sigte, som kommunikation altid har gjort det. Tidsspilde er tidsspilde, uanset platformen.