Ølbrikkerne er ved at falde på plads

Et par væsentlige ølbrikker i den gigantiske fusion mellem verdens to største bryggerigrupper ventes at blive annonceret onsdag.

Foto: BRENDAN MCDERMID.
Læs mere
Fold sammen

Bryggerigiganten Anheuser-Busch InBev ventes onsdag at annoncere, at det har indgået aftale om at købe konkurrenten SABMiller for 68 milliarder engelske pund - eller 715 milliarder kr. - for senere at sælge SABMillers aktiemajoritet i MillerCoors til den canadiske bryggerikoncern Molson Coors, der i forvejen ejer resten af aktierne. Det skriver Financial Times.

Salget af aktieposten i MillerCoors skal gøre det nemmere for konkurrencemyndighederne i USA og Kina at skylle den store fusion ned.

Ifølge Financial Times vil Molson Coors komme til at betale knap 8 milliarder pund - eller 85 millairder kr. - for SABMillers ejerandel på 58 pct. af MillerCoors.

Anheuser-Busch InBev vil angiveligt også meddele, at Gruppen regner med at kunne høste synergier på knap halvanden milliard dollar - svarende til 10 milliarder kr. - ved at gå sammen med SABMiller.

SABMillers bestyrelse har på forhånd erklæret sig positivt stemt over for Anheuser-Busch InBevs frieri.