Økonomisk medvind til Trump: Beskæftigelsen kender kun én vej

Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for december – det såkaldte kongetal – viste en fremgang i beskæftigelsen på 312.000 personer. Det er noget mere end forventningerne på 180.000 personer.

En jobskabelse i december på voldsomme 312.000 personer i verdens største økonomi vidner om virksomheder, som stadig har enorm appetit på at ansætte folk trods handelskrig og måneders uro på de finansielle markeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL REYNOLDS

Mens statsapparatet er lukket ned i USA, og en politisk armlægningskonkurrence er i gang mellem præsident Donald Trump og republikanerne på den ene side og demokraterne på den anden side, lever det amerikanske opsving i bedste velgående.

Den amerikanske jobrapport for december viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 312.000 personer. Det var markant bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 184.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig blev jobtallene for oktober og november oprevideret. I løbet af de sidste tre måneder af 2018 blev der i gennemsnit skabt 254.000 job om måneden. Det er overraskende højt og vidner om, at amerikansk økonomi gik ud af 2018 med stærk fart på jobskabelsen.

»Dagens kongetal er med til at sætte streg under, at den amerikanske økonomi er stærk. Det er godt for verdensøkonomien og ikke mindst for dansk økonomi, at der er fremgang i den amerikanske økonomi. USA er vores tredjestørste eksportmarked, og vi eksporterer varer og tjenester for i omegnen af 125 mia. kr. om året til USA. Derfor er dagens tal glædeligt nyt for de mange danske virksomheder, der eksporterer til USA,« forklarer Kristian Skriver, der er økonom ved Dansk Erhverv.

Opsvinget er blevet stimuleret af en ekspansiv finanspolitik, som har holdt hånden under jobskabelsen, vurderer han.

»Jobvæksten i USA viser, at bekymringerne om amerikansk økonomi bør begrænse sig til, om væksten kan karakteriseres som solid eller stærk – ikke om der fremgang eller tilbagegang. En jobskabelse i december på voldsomme 312.000 personer i verdens største økonomi vidner om virksomheder, som stadig har enorm appetit på at ansætte folk trods handelskrig og måneders uro på de finansielle markeder – det peger på ingen måde på, at landet allerede skulle stå midt i en økonomisk krise. Det vidner snarere om et uholdbart tempo på jobmarkedet,« siger Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Vanen tro var det også i december især i den amerikanske servicesektor, der blev skabt nye job, 227.000 styk. Men også i byggeriet med 38.000, og i Trumps højt prioriterede industrisektor skabtes der pæne 32.000 arbejdspladser i december, påpeger Bo Sandberg, der er cheføkonom i Dansk Byggeri.

»USA kan således nyde opsvingets zenit, og Trump håber naturligvis, at dampen kan holdes oppe til og med næste valgdato i november 2020,« siger han og fortsætter.

»Præsident Trumps forsøg på styring af den amerikanske økonomi – med skattereform, ekspansiv finanspolitik og twitter-giftpile i retning af Federal reserve – er en utilsløret version af forestillingen »bare opsvinget holder min tid ud«, dvs. til og med præsidentvalget i november 2020,« siger cheføkonomen.

Det seneste år har udviklet sig til en magtkamp mellem den amerikanske centralbank, der vil træde på bremsen, mens Donald Trump fortsat vil blive ved at træde på speederen. Investorer over hele verden følger derfor ihærdigt med i hver en melding fra centralbanken.

»På baggrund af dagens rapport forventer vi, at den amerikanske forbundsbank vil fortsætte den gradvise stramning af pengepolitikken i løbet af året, hvor vi venter, at Jerome Powell (centralbankchefen, red.) & Co. sætter renten op med 0,5 procentpoint til tre procent, om end uroen på de finansielle markeder kan få Fed til at gå på standby i en periode. Under alle omstændigheder vil renten i USA være markant højere end i euroområdet, hvor vi først venter, at ECB sætter renten op fra de nuværende minus 0,4 pct. til december,« siger cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen.