Økonomer: Renterne vil blive hævet meget langsomt

ARKIV FOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB

De finansielle markeder har taget godt i mod meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag aften fortalte, at den fastholder sin ledende rente.

Samtidig påpegede centralbanken dog, at der var tre af medlemmerne i rentekomitéen Federal Open Market Committee (FOMC), der ønskede en renteforhøjelse allerede nu, og at argumenterne for en renteforhøjelse i år stadig er store. Men centralbanken sænkede også sin prognose for tempoet af stramningerne, og det giver lettelse på markedet.

»Investorerne tager godt imod beslutningen med stigende aktiekurser og faldende obligationsrenter. Det afspejler primært, at Federal Reserve endnu engang nedjusterer udsigten til, hvor kraftigt renten bliver hævet i de kommende år. Fed forventer kun én renteforhøjelse i 2016 og to i 2017. Det er færre, end banken indikerede i juni,« skriver Jacob Graven, der er cheføkonom hos Sydbank, i en kommentar.

Han venter - efter meldingerne fra onsdag aften - at der vil komme en renteforhøjelse i december. En forhøjelse ved mødet i november er ikke sandsynligt, vurderer cheføkonomen - selv om centralbankchef Janet Yellen onsdag fastslog, at Federal Reserve ikke tager politiske hensyn i de pengepolitiske beslutninger.

»Hvis amerikansk økonomi holder kursen i de kommende måneder, forventer vi, at Fed hæver renten i december ? efter det amerikanske præsidentvalg er overstået. Næste rentemøde er i begyndelsen af november kort før præsidentvalget. Der vil Fed næppe hæve renten,« skriver Jacob Graven.

USIKKERHED PÅ GRUND AF SPLITTELSE

Hos Danske Bank er man mere i tvivl om, hvorvidt der overhovedet falder en renteforhøjelse i 2016, efter at Federal Reserve hævede sin ledende rente for første gang i godt ni år ved et rentemøde i december sidste år.

»Vores syn er i øjeblikket, at den amerikanske centralbank ikke sætter renten op i år, men det er klart, at med en så splittet komité, så er det ikke usandsynligt, at renten bliver sat op senere på året ? i så fald virker december efter præsidentvalget nok mere sandsynligt end november,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker hos Danske Bank, i en kommentar.

Efter meddelelsen i går er sandsynligheden for en renteforhøjelse ved rentemødet i november ifølge futures opgjort til 21,4 pct., viser data fra Bloomberg News, mens sandsynligheden for en renteforhøjelse i december er 61,2 pct.