Økonomer: Ingen panik på boligmarkedet

Dagens tal for prisudviklingen på boligmarkedet giver ikke anledning til rynkede bryn hos økonomer i bank- og realkreditbranchen.

Tallene viser en klar afmatning på boligmarkedet - men choktal med prisfald på op til 20 pct. ser vi heldigvis ikke, siger cheføkonom Sune Worm Mortensen fra Realkredit Danmark.

Han peger på at der er sket et meget stort fald i antallet af handler med parcelhuse og ejerlejligheder og mens lejlighederne falder i pris, flader prisen på parcelhuse ud.

Hos BG Bank hæfter cheføkonom Anne Buchardt sig ved, at det er opbremsningen på de dyre dele af boligmarkedet, der fortsætter.

Hun noterer, at pristallene for hele landet viser fortsat stigende priser på parcelhuse og et lille fald fald i prisen på ejerlejligheder.

- Prisen på en-familiehuse er rent faktisk faldende i Storkøbenhavn, mens der fortsat er pæne prisstigninger på huse på Fyn, i Sønderjylland og i Viborg Amt, skiver Anne Buchardt.

Hun finder det til gengæld ikke overraskende, at ejerlejligheder samlet set viser prisfald, da de stort set udelukkende ligger i storbyerne.

Hos Danske Bank bekræfter tallene indstillingen hos chefanalytiker Steen Bocian.

- De mange historier om boligmarkedets kollaps synes således endnu engang ikke at blive bekræftet af den faktiske udvikling i huspriserne. Der er ikke noget i prisstatistikkerne, som antyder et sådant kollaps på boligmarkedet, noterer hans sig.

Steen Bocian er dog ikke i tvivl om, at stemningen på boligmarkedet er skiftet.

- Tempoet er blevet mere moderat både hvad angår prisudviklingen, og hvad angår antallet af handlerm skriver Danske Banks chefanalytiker, der ser udviklingen som en naturlig konsekvens af det seneste års rentestigninger. Alt i alt venter Danske Bank ikke at se egentlige prisfald på det brede parcelhusmarked.

RB-Børsen