Økologisk mælk produceres i rekordmængder

Stigning i afregningspriser har fået økologiske mælkeproducenter til at skrue op for produktionen.

Foto: LISELOTTE SABROE
De økologiske landmænd producerer mere mælk end nogen sinde før.

I de første ti måneder i 2010 har de produceret syv procent mere end i samme periode 2009, eller i alt 397 millioner kg.

"Den markante fremgang i økologisk mælkeproduktion viser, at der atter er tro på fremtiden blandt mælkeproducenterne," siger økologisk konsulent i Landbrug & Fødevarer, Ejvind Pedersen.



Opgørelsen for de første ti måneder tyder på, at produktionen ender på i alt 475 millioner kg, eller 30 millioner kg mere end i 2009.

Mange økologiske mælkeproducenter har skruet op for produktionen efter en stigning i afregningsprisen på 50 øre per kilo. Forud var gået et par sløje år rent økonomisk.

Også i lande som Sverige, Tyskland, Østrig og Frankrig er produktionen af økologisk mælk steget.



Landbrug & Fødevareres tal viser også, at folk, som køber økologisk mælk i højere grad køber skummetmælk og minimælk i forhold til dem, som køber almindelig mælk.

"Tendensen er ikke ny, men den viser, at økologiske forbrugere er meget bevidste i deres mælkevalg," siger Ejvind Pedersen.

/ritzau/