ØK opjusterer forventningerne

Østasiatisk Kompagni oplevede fremgang på både top- og bundlinje i andet kvartal, og selskabet opjusterer sine forventninger til resten af året.

Østasiatisk Kompagnis domicil i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: niels ahlmann olesen

Det fremgår af ØK's halvårsregnskab torsdag.

Omsætningen endte i kvartalet på 2009 mio. kr. mod 1787 mio. kr. i samme periode sidste år, og det blev omsat til et overskud på driften, EBIT, på 147 mio. kr. mod 8 mio. kr. på samme post i andet kvartal 2012. På bundlinjen blev minus vendt til plus med et overskud på 78 mio. kr. sammenlignet med et underskud på 54 mio. kr. tidligere.

Forventningerne til 2013 lyder nu på en omsætning på omkring 9,8 mia. kr. og en EBITDA-margin på cirka 5,5 pct. Tidligere lød de på en omsætning på 8,7 mia. kr. og en EBITDA-margin på omkring 3,5 pct.

ØK's administrerende direktør, Niels Henrik Jensen, glæder sig over, at man i Plumrose, der producerer fødevarer i Venezuela, er gået frem trods stærk modvind i landet.

- I Plumrose er vi på trods af devalueringen på 46,5 pct. i februar, den stigende inflation og den svækkede købekraft lykkedes med at skabe både højere omsætning og øget volumen. Vi nyder stor brand-loyalitet og oplever i øjeblikket begrænset konkurrence i et vanskeligt marked, hvilket har gjort det muligt for os at indføre prisstigninger over inflationsniveauet, siger direktøren i en kommentar til regnskabet.

De øgede forventninger skyldes fremgang i Plumrose-forretningen, mens forventningerne til flytteforretningen i Australien nedjusteres.

Forventningerne til hele året lyder nu på en omsætning på omkring 7,3 mia. kr. i Plumrose mod tidligere ventet omkring 6,1 mia. kr., og en EBITDA-margin på omkring 6,0 pct. mod hidtil ventet omkring 3,0 pct.

Omsætningen i flytteforretningen ventes derimod at blive omkring 2,5 mia. kr. mod tidligere ca. 2,6 mia. kr. og driftsmarginen, EBITDA, bliver blot omkring 5 pct. mod tidligere forudset 6,5 pct.