Oberstløjnanten bejler til en million sjællændere

Jesper Hjulmand har haft en af hovedrollerne i den aktuelle sag om salget af Radius, hvor han som administrerende direktør i energiselskabet SEAS-NVE ad flere omgange har gjort det klart, at han gerne vil have fat i de én million elkunder på Sjælland.

Jul
Jesper Hjulmand er adm. direktør i SEAS NVE, der gerne vil have fingre i elselskabet Radius. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Da Jesper Hjulmand omkring årtusindskiftet kunne kalde sig for den yngste oberstløjnant i en alder af 36 år, havde han næppe forestillet sig, at han 20 år senere ville befinde sig i en nøglerolle i et af de mest højspændte forløb i dansk politik.

Som topchef i energikoncernen SEAS-NVE var han en afgørende aktør i forløbet om salget af Københavns elnet, Radius, der forliste for to uger siden.

Rollen tog han selv, da han kort efter annonceringen af salget kom på banen og erklærede sin kærlighed til elselskabet.

I en kæmpe charmeoffensiv gik Jesper Hjulmand ud og satte kritisk lys på ideen om udenlandske ejere af elnettet, og i flere debatindlæg i forskellige medier slog han til lyd for forbrugereje.

Han måtte dog i Berlingske forsvare det, som flere aktører betragtede som et skønmaleri af forbrugerejede forretninger som SEAS-NVE.

Og imens politikerne på venstrefløjen bakkede Jesper Hjulmands forbrugereje op, endte den politiske konflikt om Radius med at bringe salgsprocessen til ende.

Selv om SEAS-NVE af mange stadig ses som en oplagt ejer, er processen nu kastet ud i uvejsomt terræn. Det er dog næppe noget, der slår Jesper Hjulmand ud af kurs, fortæller Poul Arne Nielsen, der har siddet som formand i SEAS-NVE og borgmester i Stevns i en snes år frem til 2014.

»Jeg tror da nok, at han havde ønsket, at der havde været mere fremdrift, for han kan godt lide at se fremgang i tingene. Det trækker selvfølgelig ressourcer med et så langt forløb, men han ligger næppe søvnløs over det,« siger han om sin tidligere kollega, som han beskriver som »myreflittig« og som en, der »sætter en ære i at få det bedste ud af sine medarbejdere«.

Samme toner kommer fra Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, hvor Hjulmand sidder for bordenden i bestyrelsen. Han beskriver ham som rundet af andelstanken og engageret leder.

De lederevner blev allerede testet i 2002, hvor han blev indsat som administrerende direktør i det daværende NVE. Energiselskabet NESA var ivrig efter at overtage den mindre konkurrent, men den manøvre unddrog Jesper Hjulmand.

I stedet landede han året efter en fusion med energiselskabet SEAS og satte sig til rette i direktørstolen i det fusionerede firma, der i dag har knap 400.000 sjællændere på kundelisten.

Poul Arne Nielsen, tidligere formand for SEAS-NVE og forhenværende borgmester i Stevns

»Jeg tror da nok, at han havde ønsket, at der havde været mere fremdrift, for han kan godt lide at se fremgang i tingene. Det trækker selvfølgelig ressourcer med et så langt forløb, men han ligger næppe søvnløs over det.«


Forbrugerprogrammet »Kontant« har kastet lys over selskabets metoder senest for et år siden, hvor det var gennemskueligheden og sælgernes adfærd, der var genstand for kritik. Firmaet måtte beklage, men afviste generelle problemer med salgsmetoderne.

Jesper Hjulmand og SEAS-NVE er en af de Ørsted-aktionærer, der har stået last og brast med det statslige energiselskab, og han kan se ejerandelen være svulmet i værdi siden det omstridte forløb om salget af det daværende DONG.

SEAS-NVE har aktier for knap 20 mia. kroner i DONG.