Nyt supermarkeds-koncept skal samle frihedshungrende Meny-købmænd

Det er ikke mere end et år siden, at supermarkedskæden Meny så dagens lys. Nu barsler to tidligere Dagrofa-chefer med et nyt forretningskoncept, der skal samle utilfredse udbryderkøbmænd, som har fået nok af at være en del af koncernen.

Det er ikke alle Meny-købmænd, der klapper i hænderne over luksuskyllinger, trøffelolie og glutenfri hyldemeter. Derfor har to tidligere Dagrofa-chefer stiftet Dygtige Købmænd A/S, der skal være et nyt alternativ for de frihedshungrende og selvstændige købmænd i branchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

I Nordjylland klapper man ikke i hænderne over franske landkyllinger og trøffelolie, og derfor skal de selvejende købmænd heller ikke stopfodres med luksusprodukter, hvis kunderne alligevel ikke gider købe dem.  Købmændene skal have mere frihed til at styre, hvilke varer de propper i kølediskene, og hvis de hellere vil have tyndbenede skrabekyllinger, så er det i orden. Sådan lyder parolen bag et nyt supermarkedskoncept, som – hvis alt går efter planen – vil se dagens lys om lille års tid. Det skriver Børsen.

De er de to tidligere Dagrofa-chefer, Michael Østergård og Bjarne Bak, der har stiftet selskabet Dygtige Købmænd A/S. De regner med at kunne samle de selvstændige købmænd, der ikke har brudt sig om tilværelsen som Meny-supermarked.

»Vi går efter meget selvstændige mennesker, der har udstrakt behov for ikke at være bundet af en kæde. Hos os får de en højere grad af frihed,« forklarer Michael Østergård til Børsen.

Danske Købmænds målgruppe er selvejende supermarkeder med en omsætning på over 20 millioner kroner.