Nyt stormvejr rammer telegigant

Telia kan være involveret i bestikkelse for milliarder i Kasakhstan.

Foto: SHAMIL ZHUMATOV. Et vue mod det 105 meter høje Baiterek-tårn i den kasakhiske hovedstad Astana, hvor Telia angiveligt er involveret i en ny bestikkelsessag. Arkivfoto: Shamil Zhumatov, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Et nyt stormvejr rammer den svensk-finske telegigant Telia efter nye afsløringer af mulig bestikkelse.

Telia, som hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og i Danmark er nummer tre efter TDC og Telenor, har ifølge det svenske dagblad Dagens Nyheter i slutningen af sidste år købt sig til mobilfrekvenser og mobilnet i Kasakhstan for 1,5 milliarder svenske kroner under forhold, der har mange ligheder med bestikkelsessagen fra Usbekistan, som er Kasakhstans nabo mod syd, og som kostede store dele af Telia-ledelsen deres jobs.

Dagens Nyheter skriver, at Telias handel i Kasakhstan foregik gennem personer, der har tætte forbindelser til landets styre, nemlig ledende politikere. Det skaffede Telia adgang til både mobilnet og værdifulde mobilfrekvenser - en handel, som Telia for et år siden selv beskrev som meget betydningsfuld for datterselskabet Kcell.

Den nye afsløring synes at være den direkte årsag til, at Telia 29. november sparkede fire topchefer, heriblandt vicekoncernchef og finansdirektør Per-Arne Blomquist, jobbet. I oktober blev Telias globale mobilchef, Tero Kivisaari, fyret, og tidligere i år måtte daværende koncernchef siden 2007, Lars Nyberg, og dele af bestyrelsen gå af.

Det skete oven på afsløringer i svensk TV af, at Telia gennem et skuffeselskab i Gibraltar med tætte forbindelser til den usbekiske diktators datter, som samtidig var ansvarlig for landets telemarked, havde købt sig til en 3G-mobillicens.


Advokatfirmaet Norton Rose Fulbright blev sat til at gennempløje hele sagen, og under det arbejde er den nye affære i Kasakhstan dukket op. Her har to kasakhiske selskaber, Midas Telecom og Alatau, modtager omkring 1,5 milliarder svenske kroner.

Den svenske overanklager, Gunnar Stetler, siger til svensk presse, at de nye oplysninger kan føre til nye sager om bestikkelse mod Telia. Han forventer dog, at der vil gå endnu et år, før sagerne kan rejses. Det vil ske inden december 2014, skriver Svenska Dagbladet.

Kasakhstan er, ligesom Usbekistan, kendt for korruption.