Nyt spansk-fransk vindselskab vil udfordre Siemens og Vestas

Franske Areva og spanske Gamesa går sammen om at udvikle en havvindmølle, der kan måle sig med topspillernes modeller. Produktionen forventes klar i 2018.

Med spansk-franske Adwen får Siemens og Vestas en ny vindmøllespiller at holde øje med. På billedet ses en tysk havvindmøllepark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

To af vindmøllebranchens spillere slår nu pjalterne sammen for at udvikle, producere og sælge en havvindmølle, der skal tage kampen op mod Vestas' og Siemens' dominans på markedet. Det drejer sig om franske Areva og spanske Gamesa, som sammen danner det nye selskab Adwen, skriver Ingeniøren.

Nyheden kommer kort efter, at Siemens Wind Power i går intensiverede sin produktion med en ny havvindmølle på 7 megawatt. Det nye selskab Adwen har dog planer om at udvikle en mastodontmølle med branchens længste vingefang på 88 meter ydende 8 megawatt, som skal stå klar i 2018.

Hidtil har det ellers kun været Vestas, der i samarbejde med japanske Mitsubishi har haft en havmøllemodel med den effekt. Men det spansk-franske samarbejde lægger sig altså nu i den dansk-japanske slipstrøm.

Hver femte mølle i Europa

Sammen med den nye 8 MW-mølle skal Adwen desuden markedsføre Arevas og Gamesas eksisterende 5 MW-havvindmøller. Selskabet vil samlet have 700 ansatte, og produktionen skal foregå på de respektive selskabers nuværende fabrikker.

Administrerende direktør i Adwen bliver Louis Alvarez, som indtil nu har været direktør for Gamesas afdeling. På et pressemøde tirsdag aften i Bella Centret, København, talte han optimistisk om selskabets fremtid.

Ifølge ham er målet er intet mindre end en femtedel af det europæiske offshoremarked i 2020. Dertil kommer en yderligere oprustning på det asiatiske marked, hvor både Areva og Gamesa allerede er til stede.