Nyt prisfald hos Tesla – vi skal vænne os til »yoyopriser« på nye biler

Den amerikanske elbilgigant kapper igen en bid af priserne på flere modeller i Danmark. Det giver god mening, siger FDM, der regner med, at bilpriserne fremover vil ændre sig uge for uge. Analytiker er »semirystet« over prisfaldet.

Teslas Model 3 er nu blevet endnu billigere i Danmark. Her ses topchef Elon Musk på fabrikken i Shanghai i Kina. Arkivfoto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix Aly Song

For anden gang på kort tid sænker den amerikanske elbilgigant Tesla priserne på flere af sine biler i Danmark, og fremover skal vi til at vænne os til »yoyopriser«, når man vil købe ny eller brugt bil.

Den næstbedstsælgende Tesla-model herhjemme, Model 3, kan nu som grundmodel købes næsten ti procent billigere end for blot få dage siden. Det kapper 30.000 kroner af prisen, så den nu kan erhverves for 330.000 kroner, og ifølge Jyllands-Posten er også Long Range-udgaven af Model 3 blevet 30.000 kroner billigere og står nu i lige omkring 390.000 kroner.