Nyt milliardunderskud i Blackberry

Canadisk mobilproducent er fortsat hårdt presset af dårligt salg. Store spare- og omlægningsplaner er endnu ikke slået igennem.

Blackberrys topchef siden efteråret, John Chen, smiler stadig, selv om regnskaberne udviser nye gigantunderskud. Foto: Mark Blinch, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK BLINCH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det fortsætter med at gå ned ad bakke for den pressede, canadiske mobilproducent Blackberry.

Fredag kunne selskabet, der har hovedsæde i Waterloo i Ontario, rapportere om et underskud på 423 millioner dollars - lige over to milliarder kroner - for perioden december-februar. For et år siden stod der et plus på 98 millioner dollars på bundlinien. Omsætningen faldt samtidig fra 2,68 milliarder dollars for et år siden til nu 976 milliarder.

Obama overvejer at skifte

Blackberry er hårdt ramt af dønningerne efter konkurrenterne, som har givet canadierne baghjul på markedet for smartphonetelefoner. Her kommer nu lige over 80 procent af samtlige telefoner med Googles Android som styresystem, mens omkring 13 procent leveres med Apples iOS, og Windows Phone nu med en markedsandel på tre-fire procent har sneget sig ind foran Blackberry, der i december-januar solgte 3,4 millioner telefoner, heraf de 68 procent af den ældre Blackberry 7-serie, hvorimod den nye og ellers roste Blackberry 10-serie fortsat ikke sælger godt.

Omkring 70 millioner bruger Blackberry-telefoner verden over, heriblandt en lang række af verdens statsledere, eftersom Blackberry stadig har ry for at høre til blandt de sikreste telefoner, fordi alle data kører gennem Blackberrys egne servere.

USAs præsident, Barack Obama, overvejer dog nu at skifte sin Blackberry-telefon ud med en Samsung- eller LG-telefon i stedet. Obamas Blackberry-telefon er den samme, som statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte til det meget omtalte selvportræt fra Nelson Mandelas begravelse med sig selv, Obama og Storbritanniens premierminister David Cameron.

Stor spareplan i gang

Det var Blackberry, som oprindelig opfandt mobiltelefoner med fuldt tastatur, og dette - kombineret med sikkerheden - gjorde Blackberry til erhvervslivets foretrukne mærke. Blackberry blev imidlertid overhalet indenom af udviklingen blandt smartphonetelefoner.

Blackberry har derfor, efter at have skiftet ledelsen ud og sat John Chen i spidsen og opgivet et salg af virksomheden, besluttet igen at satse fuldtud på erhvervslivet efter i en periode at have forsøgt at vinde privatkunder med sit nye Blackberry 10-styresystem.

Samtidig har Blackberry udliciteret produktionen af sine mobiltelefoner til det taiwanesiske selskab Foxconn, der på fabrikker i selve Kina står bag produktionen af mobiltelefoner og tavle-PCer fra en lang række store mærker, heriblandt Apples iPhone og iPad.

Endelig er en større sparerunde sat i gang for at nedbringe antallet af ansatte med 4.600.