Nyt liv i potentielt norsk storprojekt for Vestas

Først var de på vej, så var de døde, så var der måske en puls alligevel, og nu lader der igen til at være liv i de 1000 megawatt (MW) store norske vindmølleprojekter, Statkraft har arbejdet på de senere år.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Først var de på vej, så var de døde, så var der måske en puls alligevel, og nu lader der igen til at være liv i de 1000 megawatt (MW) store norske vindmølleprojekter, Statkraft har arbejdet på de senere år.

Det statsejede elselskab valgte ellers i starten af juni at droppe de potentielle investeringer i Fosen- og Snillfjord-vindparkerne, som var øremærket til Vestas-vindmøller.

Men snart meldte en Credit Suisse-fond og et par andre investorer sig som interesserede i at overtage i hvert fald dele af planerne, og nu er Statkraft så på banen igen.

I en pressemeddelelse fortæller Statkraft onsdag, sammen med fire norske medinvestorer, at de potentielle onshore vindparker skal revurderes inden udløbet af september. Desuden skal Statnett, som har ansvar for det norske elnet, have forlænget sin rettighed til projektet med mindst et år.

Statkraft har tænkt sig at beholde 50,1 pct. ejerandel i det samlede projekt, mens både Credit Suisse-konsortiet og mindst et andet norsk elselskab ser ud til at få del i ejerkredsen.

Størrelsesmæssigt er der igen tale om 1000 MW, da der skal bygges op til 750 MW nord for Trondheimsfjorden og mindst 250 MW syd for samme.

Vestas meldte ud i januar, at selskabet havde underskrevet en hensigtserklæring om at levere møller til de norske projekter, hvis de blev til noget. Den 4. juni lød det dog i en ny meddelelse fra vindmølleselskabet, at Statkraft havde trukket sin interesse. Vestas har ikke reageret på de seneste udviklinger i sagen.