Nyt center skal forske i den finansielle sektor

Et center på CBS får over de næste fire år 15 millioner kroner til at forske i den finansielle sektor og finde ud af, hvordan branchen får bedre vilkår og kan skabe endnu flere arbejdspladser.

Foto: Torben Christensen. CBS Copenhagen Business School på Solbjerg Plads 3, Frederiksberg.
Læs mere
Fold sammen

Et stort forskningsprojekt om den finansielle sektor bliver nu sat i søen af Center for Corporate Governance ved Copenhagen Business School (CBS).

Projektets primære fokusområde er at undersøge de udfordringer og nye regler, som påvirker den finansielle sektor i disse år, men også hvordan Danmark skaber de rette rammebetingelser i en tid med stigende international konkurrence.

Lars Ohnemus, der er direktør for Center for Corporate Governance og projektansvarlig, vurderer, at den offentlige debat om finanssektoren i de seneste par år har været meget bagudskuende.

»Den finansielle sektor står over for en række store strategiske udfordringer med både ny regulering og nye aktører inden for innovation og betalingsformidling. På trods af dette er det et område, som kun har haft begrænset forskningsmæssig interesse i Danmark,« siger han.

Det er overraskende, når det tages i betragtning, at den finansielle sektor står for cirka fem procent af Danmarks bruttonationalprodukt og har flere end 53.000 arbejdspladser, vurderer Lars Ohnemus.

For at sikre at forskningen har relevans og er anvendelig i den finansielle verden, har CBS etableret partnerskab med aktører fra både brugere og producenter i den finansielle sektor.

Danske Bank, Finansforbundet, Sparinvest, Carnegie, Lokale Pengeinstitutter Finansrådet og Nordic Financial Unions er blandt de økonomiske bidragydere. Den samlede forskningsramme vil være på 15 mio. kr., og projektet er planlagt til at have en tidsramme på fire år.

Målet er at skabe solid forskning, der kan sætte gang i en fremadrettet debat og bidrage med konkrete løsninger for en stor del af den finansielle sektor.

Projektet struktureres som et åbent forskningsprojekt, hvor forskere fra CBS, herunder professor Steen Thomsen, professor Georg Ringe og professor Niels Westergård-Nielsen, men også en række udenlandske professorer bl.a. Arturo Bris, IMD Business School, og Marc Steffen Rapp, Philipps Universität Marburg, vil bidrage.

Målet er, at den brede offentlighed skal have adgang til forskningsresultaterne. Efter planen skal der publiceres 12 til 14 artikler og udarbejdes en samlet forskningsrapport om den strategiske position for hele sektoren, herunder konkurrencesituationen, internationalisering, nye regler og potentialet for at skabe flere job.