Nykredit tæt på at droppe kostbart IT-projekt

I mere end tre år har Nykredit udviklet på en bankplatform uden de fornødne resultater, og derfor er Nykredit nu tæt på at lukke projektet med et stort tab til følge, erfarer Berlingske.

Foto: Torben Christensen

Et forsøg på at begrænse udgifterne til IT ser nu ud til give alvorligt bagslag for kreditkoncernen Nykredit. Nykredit købte for tre år siden IT-systemet Finacle og har siden brugt mange kræfter på at udvikle det til at blive en ny bankplatform, men de ønskede resultater er udeblevet, og derfor er projektet nu tæt på at blive lagt i graven. Det fortæller kilder tæt på sagen til Berlingske.

Ifølge kilderne har Nykredit over de tre år brugt et større trecifret millionbeløb på udviklingen af Finacle, ligesom det koster omkring en halv million kroner om dagen at have projektet kørende. Nykredit ønsker ikke at kommentere disse tal.

Beslutningen om at nedlægge projektet er ifølge Berlingskes oplysninger allerede taget internt, men den officielle beslutning er udskudt til januar, og imens har Nykredits koncernchef Michael Rasmussen hyret konsulentfirmaet McKinsey samt revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte til at kigge projektet igennem og komme med deres vurdering af, om det bør lukkes.

I Nykredit ønsker koncerndirektør Per Ladegaard, der er chef for IT og digital udvikling, ikke at bekræfte Berlingskes oplysninger.

»Vi kigger hele tiden på, hvad der skal justeres. Vi har udviklet på det her (Finacle, red.) siden 2010, og dét, der har kørt indtil nu, har kørt ganske udmærket, men det er altid spørgsmålet, hvor langt man skal køre i det. Vi tager successivt stilling til, hvordan og hvor meget vi skal udvikle på det,« siger Per Ladegaard.Kan du bekræfte, at projektet er ved at blive lukket ?

»Det er ikke noget, vi har truffet nogen beslutning om endnu.«Kan du bekræfte, at McKinsey og Deloitte er hyret som konsulenter til at vurdere IT-projektet, og om det bør lukkes?

»Det er konsulenter, der kigger på mange ting. Men jeg vil ikke udtale mig om de ting, som vi sidder og arbejder med,« siger Per Ladegaard og tilføjer:

»Vi har ikke truffet nogen beslutninger, men ændrer vi beslutninger eller gør nogle større ting, melder vi det ud både eksternt og internt.«

Nykredit købte i 2010 Finacle af det indiske IT-selskab Infosys, men hovedparten af omkostningerne er gået til at implementere Finacle i Nykredits øvrige systemer og i øvrigt udvikle videre på systemet.

At Finacle-projektet er en stor sag for Nykredit understreges i et jobopslag fra Nykredit for blot få måneder siden:

»Du bliver en del af koncernens største strategiske projekt, hvor vi er i fuld gang med at udvide Nykredits anvendelse af bankplatformen Finacle,« skrev Nykredit således i opslaget.

Nykredits bestyrelse holder bestyrelsesmøde onsdag, og der vil Finacle-projektet formentlig være en del af dagsordenen.