Nykredit og Nordea tager privatkunder

Der er flyttet mange privatkunder mellem selskaberne i realkreditsektoren i det forløbne år.

Nykredit og Nordea Kredit har erobret privatkunder i det forløbne år, fremgår det af Realkreditrådets statistik for aktiviteterne i sektoren i 2006.

Nykredits markedsandel blandt de private boliger og fritidshuse voksede fra 42,8 procent til 46,4 procent, mens Nordea Kredits andel voksede fra 15,7 til 16,6 procent målt på obligationsrestgælden.

Til gengæld skrumpede Realkredit Danmarks andel blandt de private boligejere ind fra 33 procent til 28,5 procent.

Samlet set for alle ejendomskategorier er billedet det samme med større markedsandele til Nykredit og Nordea Kredit, ligesom det specialiserede landbrugsselskab DLR Kredit også har vundet markedsandel.

Realkredit Danmark har afgivet i alt 6,3 procentpoint, ligesom BRF Kredit også har mistet lidt markesandel i forhold til 4. kvartal i 2005.