Nykredit-kampagne kan presse små banker

Realkreditkæmpen Nykredit lancerede mandag kundefordelsprogrammet Boligbank, som led i en 100 mio. kr. dyr offensiv, der skal tage kunder fra de andre spillere på markedet.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

Selv om Nykredits offensiv tager sigte mod at tage kunder fra de andre storbanker i Danmark, kan det ende med at ramme landets 60 små og mellemstore banker, der samarbejder med Totalkredit.

Det skriver dagbladet Børsen.

Det kan ske til trods for, at Nykredit som led i topchef Michael Rasmussens strategi gerne vil arbejde tættere sammen med de små og mellemstore banker i Totalkredit.

- De skærper deres profil på bankmarkedet, og er tilbuddet godt, så går det ud over alle, om man er med i Totalkredit eller ej. Og magtforholdet i Totalkredit-samarbejdet gør, at institutterne ikke kan gøre noget ved det, udtaler Lars Krull, bankforsker ved Aalborg Universitet, til dagbladet Børsen.

Nykredit selv meddeler, at man primært tror den nye offensiv vil stjæle kunder fra Danske Bank, Nordea og Jyske Bank. Nykredit vil nemlig kun markedsføre programmet Boligbank aktivt overfor de hundrede tusinder af eksisterende kunder i Nykredit, og ikke i Totalkredit. Dertil kommer, at kampen om kunderne primært vil stå i de større byer, hvor Totalkredit-bankerne ikke er stærkt repræsenteret.