Nykredit i forventet fald fra rekordtinderne: Tre milliarder forsvundet fra bundlinjen

Danmarks største realkreditinstitut har i 2018 måttet sige farvel til rekorderne, men der lander dog alligevel et pænt antal milliarder på bundlinjen. Nykredit regner med at sende endnu flere penge tilbage til kunderne i 2019.

Nykredit offentliggør tirsdag morgen årsregnskabet for 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann / Ritzau Scanpix

Nykredit har i 2018 haft indtægter for 12 mia. kr., og et overskud før skat på 7,1 mia. kr. Det viser årsregnskabet, som landets største realkreditinstitut har offentliggjort tirsdag morgen.

Det er store tal, men selskabet er langt fra rekorderne, som blev sat i 2017. Omsætningen er således faldet med to mia. kr., og resultatet med tre mia. kr. Det var dog ventet, at realkreditselskabet ikke ville kunne holde dampen oppe i forhold til forrige år, hvor man blandt andet fik en engangsindtægt fra tilbageførsler fra en række ældre swaplån efter salg af andelsejendomme. Det ses ved, at posten »Forretningsmæssigt udgåede derivattyper« falder fra 1,5 mia. kr. til 280 mio. kr.

Posten »Handels-, beholdnings- og øvrige indtægter« falder desuden også fra 1,5 mia. kr. til 83 mio. kr., og selskabet er i lighed med de andre finanskoncerner ramt af den finansielle uro i årets sidste tre måneder.

Koncernens renteindtægter holder stort set status quo med ni mia. kr., mens gebyrindtægterne falder med 21 pct. Omkostninger falder godt 100 mio. kr. til 4,9 mia. kr., mens nedskrivningerne med 380 mio. kr. ligger på samme niveau som året før. Resultatet efter skat falder fra 8,1 mia. kr. til 5,8 mia. kr.

Flere kunder i butikken

Nykredit har formået at føje kunder til forretningen gennem hele året. Den samlede koncerns realkreditudlån er steget med 3 pct. til svimlende 1.171 mia. kr. Det Nykredit-ejede Totalkredits udlån er i årets løb steget med 6,8 pct., mens Nykredit Banks udlån og formue under forvaltning er i 2018 steget henholdsvis 11,5 pct. og 17,7 pct. Det er da også denne udvikling, som topchef Michael Rasmussen hæfter sig ved i regnskabsmeddelelsen.

»Nykredit skabte i 2018 det næstbedste resultat i virksomhedens historie. Samtidig blev det endnu et år med kundetilgang og markant vækst i både udlån og formue under forvaltning. Det er meget tilfredsstillende og viser, at den grundlæggende forretning er stærk,« siger han.

Derfor lægger selskabet også op til at udbetale halvdelen af overskuddet - eller 2,8 mia. kr. - i udbytte til ejerne, der tæller Forenet Kredit og en række pensionskasser med PFA i spidsen.

Forventningerne til 2018 blev ved årets begyndelse fastlagt til 6,5-7,5 mia. kr. for både resultat før skat og forretningsresultat. Havde Nykredit holdt fast i de forventninger, så havde man leveret. Men ved halvårsrapporten blev det præciseret, at både resultatet før skat og forretningsresultatet forventedes at ende i den øvre del af spændet.

»På grund af den finansielle uro i slutningen af året er det kun resultat før skat, der ender i den øvre del,« skriver selskabet, idet forretningsresultatet lander på 6,8 mia. kr.

Nykredit gav i løbet af året 1,1 mia. kr. tilbage til kunderne som en del af koncernens rabatprogram »Kundekroner«, og den udvikling forventer man at styrke i 2019. Her forventer koncernen samlet at give 1,7 mia. kr. tilbage til kunderne.

Samtidig forventer selskabet dog ikke ligefrem nogen vækst resultatet i det indeværende år. For 2019 forventer Nykredit et forretningsresultat i niveauet 6,5-7,0 mia. kr. Resultat før skat forventes at ligge i samme niveau. Man regner dog med, at indtægterne vil stige, men forventningen er også, at nedskrivningerne vil ramme »et mere normaliseret, og dermed højere« niveau i år.