Nykredit-boss: »Lad virksomhederne komme til os«

Kampen om det danske realkreditmarked kører ud af en ny flanke. Topchef i Nykredit Michael Rasmussen bekræfter nu, at han fremover også vil gå efter erhvervskunderne i samarbejde med de lokale banker.

Foto: Thomas Lekfeldt

»Vi er meget og stolte over, at vi i dag kan lukke dørene op til det her samarbejde«

Sådan lyder det tirsdag fra koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen i et interview med TV2 Finans. Dermed bekræfter han Berlingske Business' oplysninger om, at han er på vej til at optrappe kampen om det danske realkreditmarked.

Det sker via en udvidelse af Nykredits samarbejde med lokale banker via realkreditinstituttet Totalkredit. Fremover har det udelukket været koncentreret om privatkunder. Men nu skal cirka 50 banker i Totalkredit-samarbejdet også sælge erhvervslån.

»Det her er til fælles bedste. Vi skal meget gerne ud at tage markedsandele på realkredit erhverv som følge af det her samarbejde,« siger Michael Rasmussen til TV2 Finans og fortsætter:

»Det her er en styrkelse af Nykredit. Og det er en styrkelse af vores partnerbanker i Totaltkredit,« siger han.

Se indslag fra TV2 Finans her:

Ifølge Nykredit-direktøren er idéen at trække på de lokale pengeinstitutters kendskab til de lokale virksomheder.

»De kender kunderne og kender ejendommene. Kombinerer man det med Nykredits produktstyrke og obligationsstyrke til fælles bedste, så kan vi se et ret stort perspektiv i det,« siger Michael Rasmussen.

Satsningen kommer efter, at den rebelske silborgensiske chef i Jyske Bank, Anders Dam sidste år brød ud af Totalkredit-samarbejdet og købte sit eget realkreditinstitut BRF. Det har indtil videre vist sig at være en indbringende forretning, der har accelereret bankens realkreditlån.

Men i Nykredit-regi hedder det sig, at den nye satsning ikke har noget med den jyske optrapning at gøre.

»Det her har intet med Jyske Bank at gøre. Vi lancerede sidste år strategien »Win the double.« Og et meget vigtigt element i den er at rykke tættere på vores partnere i Totalkredit.«