Nykredit: Bidragsstigninger sætter turbo på indtjening

Nykredit har de seneste ti år ikke formået at generere overskud på realkreditforretningen, men med årets foreløbige to bidragsstigninger ser regnestykket helt anderledes ud.

Nykredit har de seneste ti år ikke formået at generere overskud på realkreditforretningen, men med årets foreløbige to bidragsstigninger ser regnestykket helt anderledes ud. (Foto: Torben Christensen) Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Målet om at levere en samlet forrentning på 11 pct. før skat inden 2019 ser nu ud til at være inden for rækkevidde, skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Det lave renteniveau fik Nykredit til at hæve bidragssatserne i begyndelsen af året, og endnu en stigning fulgte trop den 1. juli, da Nykredit med en håndevending afkrævede 1,1 mia. kr. ekstra fra selskabets privatkunder.

»Efter vores bidragsjusteringer giver privatkunder et afkast på 8-9 pct. før skat. Det, der skal trække os fra 8-9 pct. og op til 11 pct., er blandt andet asset management og fortsatte omkostningsreduktioner,« siger Søren Holm, der er koncerndirektør i Nykredit, til avisen.

Til sammenligning forrentede Danske Bank sin realkreditforretning, Realkredit Danmark, med 10,6 pct. før skat i 2015, mens tallet for Jyske Banks BRFkredit lød på 8,1 pct.