Nykredit Bank bløder næsten 1 milliard kroner i ringe regnskabsår

I 2016 har Nykredit Bank mistet over 5.000 kunder, mens bankens resultat er styrtdykket, viser Nykredits årsregnskab.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

2016 har været et dårligt år for Nykredit Bank, der har oplevet et markant fald i indtjeningen i det forgangne år. Det viser Nykredit-koncernens netop offentliggjorte regnskab for 2016.

Nykredit Bank kom ud af 2016 med et resultat på 627 mio. kr. efter skat. Det er 915 mio. kr. mindre end i 2015, hvor bankens resultat lå på lidt over 1,5 mia. kr.

Hovedårsagen til resultatet er Nykredits kontroversielle renteswaps, som Nykredit indgik med en del andelsboligforeninger inden finanskrisen. Udgiften til dem kostede 763 mio. kr. i 2016, mens indtægten lå på 229 mio. kr.

Regnskabet viser også, at bankens kerneresultat er faldet fra 1755 mio. kr. i 2015 til 1517 mio. kr. i 2016. Positivt for Nykredit Bank er det dog, at bankens udlån og indlån er steget med henholdsvis 8,3 mia. kr. og 3,5 mia. kr. sidste år.

Regnskabstallene fra Nykredit Bank kommer dagen efter, at det kom frem, at kundetilfredsheden i banken er dalende, og at banken har mistet 5.800 kunder det sidste år.

Nykredit Banks regnskab viser nedgang til trods for, at Nykredit-koncernen som helhed har landet sit bedste resultat nogensinde med en indtjening på 5,3 milliarder kr.

Resultatet bekræfter ifølge Nykredits topchef, Michael Rasmussen, at Nykredit er på rette vej.

»Siden 2013 har resultatet af kerneforretningen hvert år bevæget sig i den rigtige retning. Det skyldes, at vi hver eneste dag har arbejdet med alle dele af forretningen og har forbedret de forhold, vi selv har indflydelse på,« siger Nykredit-topchefen.

Årsregnskabet kommer i kølvandet på en længerevarende kritik af koncernens børsnotering, der har betydet højere bidragssatser for tusindvis af boligkunder.

»Udviklingen for Nykredit Bank er negativ, og det er givet påvirket af det år, vi som koncern har været igennem. Men det er vores bord i banken, og det er ikke andet at gøre end at sige, at kundedialog og kundenærhed står øverst på agendaen i 2017. For det her skal vi tage alvorligt,« sagde Henrik Rasmussen, bankdirektør i Nykredit Bank, mandag til Finanswatch.

Læs om Nykredit-koncernens regnskab ved at klikke her.