Nykredit-aktionær: Derfor sælger vi ud for tre milliarder kr.

En af de fire hidtidige ejere i Nykredit, Industriens Fond, havde helst set en børsnotering af selskabet, men benytter lejligheden til at sælge en aktiepost på tre mia. kr. for at få øget fondens likvide formue. Fonden vil fortsat eje Nykredit-aktier for 230 mio. kr.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

En børsnotering af Nykredit havde været bedst, men nu får vi flere midler, vi kan bruge til at dele ud. Derfor har vi benyttet os af lejligheden til at sælge ud.

Sådan lyder det fra en af mindretalsaktionærerne i Nykredit Industriens Fond. Det er en ren filantropisk fond, der støtter aktiviteter, som gavner dansk industris konkurrenceevne.

»Vi har ikke lagt skjul på, at vi synes, at børsnotering var den bedste løsning. Den kommer ikke, og derfor har vi valgt at gøre en del af vores formue likvid. Nu må vi acceptere den pris, der er, og vi har valgt at sælge en stor andel af vores aktier for cirka tre mia. kr.  Den øgede likvide formue kan vi bruge afkastet af til uddeling,« siger bestyrelsesformanden for Industriens Fond Sten Scheibye.

Industriens Fond havde på forhånd en likvid formue på omkring 1,5 mia. kr., der kunne bruges til uddeling. Den pose penge øges nu til 4,5 mia. kr. Derudover ejer Fonden stadig Nykredit-aktier for 230 mio. kr.

»Vi er stadig en lille aktionær med en aktiepost på godt et par hundrede millioner kroner. Det bunder i, at vi har tillid til ledelsen i Nykredit, og tror, at selskabet er en god investering,« siger Sten Scheibye.

»Hvis det var blevet til en børsnotering var vi ikke tvunget til at sælge den hele på en gang. Vi kunne justere vores portefølje hen af vejen i forhold til den pris, der var i markedet. Det er ikke til at sige, om det ville have givet en bedre pris,« siger Sten Scheibye.

»Vi kunne godt have beholdt aktierne. Nykredit giver et godt afkast, men vi vurderede, at salget var det rigtige at gøre henset til den fleksibilitet, vi får,« siger Sten Scheibye.